Gemt

AMU-kurser får kvalitetsstempel

Fra den 1. januar 2020 er der prøver på en lang række arbejdsmarkedsuddannelser. Prøverne skal bidrage til at give AMU-kurser et kvalitetsstempel, som virksomhederne kan genkende.

Nyhed

Dansk Erhverv | Uddannelse - 21. januar 2020

Revision af og prøver på AMU-kurser
De seneste år har området for arbejdsmarkedskurser været gennem en større revision. Senest er der udviklet prøver til langt de fleste udbudte AMU-kurser.

En af grundene til revisionen af AMU-kurserne var, at der var kommet alt for mange kurser. Det medførte, at det var uoverskueligt for virksomheder og medarbejdere at orientere sig i kursusudbuddet. Der blev også stillet spørgsmålstegn ved kvaliteten af kurserne. Mange kurser er blevet nedlagt eller opdateret, så de dækker virksomhedernes aktuelle uddannelsesbehov bedre. I 2019 er der blevet udviklet prøver til langt de fleste AMU-kurser. Prøverne skal være gældende fra 1. januar 2020.

Fordelen for virksomheden
Fremadrettet ved virksomhederne, at medarbejderne får det udbytte, der står i kursusbeskrivelsen, når de sendes på et AMU-kursus. Det gør desuden, at virksomhederne kan være mere sikre på, at medarbejderne kan anvende de opnåede kompetencer, når de er tilbage på arbejdet. Det resulterer i langt højere kvalitet af kurserne og bør øge virksomhedernes incitament til at få medarbejderne uddannet.

Læs mere om kurserne her: Voksenuddannelse.

Fordelen for medarbejderne
For medarbejderne kan det være en fordel at afslutte med en prøve, hvis de gerne vil gå fra ufaglært til faglært eller efteruddanne sig og få opdaterede kompetencer. Medarbejderne får dermed et bevis på, at de har opnået specifikke kompetencer og kvalifikationer.

Certifikatkurser
Det er ikke helt nyt med prøver på AMU-kurser. På certifikatkurser har der altid skullet aflægges en prøve. Det gælder f.eks. transportområdet, hvor mange AMU-kurser til branchen er certifikatbelagte kurser.

Evaluering og tilpasning af prøver
Da det for flere brancher er nyt med en prøve på AMU-kurser, vil der løbende foretages en evaluering af, hvordan deltagerne klarer prøverne. Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter og erhvervsskoler vil undervejs overvåge, om prøverne måler det, de skal, og om beståelseskravene er på det rette niveau. Hvis ikke, bliver prøverne tilpasset. Hvis I oplever udfordringer med prøverne, hører vi gerne fra jer i Dansk Erhverv.

Prøvetyper
Der vil være forskellige prøvetyper, som afspejler det specifikke AMU-kursus. Hvis kurset f.eks. er meget praktisk orienteret, vil prøven være tilrettelagt, så det praktiske afprøves. Hvis kurset derimod er mere teoretisk, kan kurset f.eks. afsluttes med en multiple choice-prøve.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Casper Burlin

Chefkonsulent