Gemt

Amazon åbner snart i Sverige

14. juli 2020

Det er nu officielt, at Amazon åbner i Sverige, og virksomheder, der ønsker at sælge via markedspladsen, kan allerede nu registrere deres brands. Der er ingen tvivl om, at Amazons tilstedeværelse i Sverige vil få betydning for udviklingen i detailsalget og spørgsmålet er, hvordan vil det påvirke det danske marked?

Konkurrencen indenfor e-handel er i kraftig vækst, og salget via markedspladser har ledt til interessekonflikter blandt producenter og detailhandlere. E-handelsstrategier, der blev opfattet som lovende for få år siden, er pludselig blevet forstyrret af Amazons markedskræfter. Lanceringen af Amazons svenske markedsplads vil gøre konkurrencen endnu hårdere.

Men lanceringen af den svenske Amazon markedsplads giver også nye muligheder for danske virksomheder.

Hvad kan vi forvente af Amazons lancering i Sverige? 
Ingen kan forudsige, hvordan Amazon vil præge det svenske detailmarked i den første tid, men det kan det være nyttigt at kaste et blik på Holland, hvor Amazon lancerede sin markedsplads i marts 2020. 

Amazon har været til stede på det hollandske marked siden 2014, men indtil i år med et sortiment bestående af e-bøger, e-bogslæsere og andre underholdningsprodukter. Amazon tillader sælgere fra hele verden at sælge via deres markedspladser, og da Amazon lancerede sin hollandske markedsplads i marts 2020, var der allerede fra første dag mere end 30.000 sælgere med over 100 millioner produkter registreret på Amazon.nl.

Præcis som tilfældet er i Sverige, havde Amazon forinden åbnet for registreringer af brands og virksomheder. Det er ikke sikkert, at Amazon.se kan nå et sortiment af samme størrelse, men det må forventes, at mange af de etablerede sælgere formentlig vil registrere sig på Amazons svenske markedsplads.

Hvordan kommer markedet til at reagere?
Amazon er verdenen over berømt og berygtet for deres enorme sortiment, hurtige levering og deres fordelsmedlemsskab Amazon Prime, der bl.a. giver medlemmerne hurtigere levering og gratis fragt. Det må forventes, at aktørerne på det svenske marked vil være nødsaget til at tilbyde kunderne tilsvarende service, for at kunne være konkurrencedygtige i det lange løb.

Da Amazon lancerede sin markedsplads i Holland, var udvalget fire gange større end Hollands største markedsplads Bol.com, der for at imødekomme den øgede konkurrence, lancerede deres egen modekategori og sænkede provisionsgebyrer i flere produktkategorier. Vi kan forvente, at svenske markedspladser, som eksempelvis CDON.com, vil tage kampen op og justere på service og sortiment. 

Amazon er pioner for digitalisering og nye teknologier og tilstedeværelsen i Sverige vil være med til at fremskynde digitalisering og presse priser og marginer. Amazon geninvesterer en stor del af deres overskud i forskning og udvikling, hvilket tvinger konkurrenter til også at foretage store investeringer i blandt andet lagerrobotter for at nedbringe omkostningerne og minimere leveringstiden.

Amazon Prime er nøglen til succes
Amazon Prime-medlemskabet er nøglen til fastholdelse og udvikling af markedspladsen. For 7-8 euro pr. måned (Tyskland) giver et Prime-medlemskab gratis fragt, hurtigt leveringen og adgang til en underholdnings/-streamingplatform, der kan sammenlignet med Spotify og Netflix. Hvis de svenske forbrugere tager Prime-medskabet til sig, og hvis Amazon også begynder at tilbyde Prime-medlemskab til danske forbrugere, kan det for alvor vende op og ned for markedet.

Revurder din digitale strategi og overvej e-eksport via Amazon.se
Lanceringen af Amazon i Sverige kan være en god mulighed for danske virksomheder, der således kan sælge på det svenske marked og gøre brug af Amazons infrastruktur, herunder lager og logistik, betalingssystemer, kundeservice mv.

Der vil uden tvivl være hård konkurrence, og det er langt fra alle virksomheder, der kan profitere på at sælge via markedspladser, men tendenser taler for, at salget i større grad flyttes til markedspladser.

Det er derfor vigtigt, at danske virksomheder overvejer at udnytte de eksportmuligheder, som Amazons tilstedeværelse åbner for. En succes på Amazons svenske markedsplads vil muligvis kunne bane vejen til at teste salgskanalen i Amazons andre europæiske markedspladser.