Gemt

Største vækstnedgang siden finanskrisen - historisk vækstdyk venter i 2. kvartal

Danmarks Statistik har fredag offentliggjort den såkaldte BNP-indikator, der giver det første håndfaste bud på BNP-væksten i årets første kvartal. Det er dyster læsning, der viser at BNP-væksten i første kvartal foreløbigt er opgjort til -1,9%.

Nyhed

15. maj 2020

Faldet på 1,9% er den største vækstnedgang registreret siden andet kvartal 2009, hvor der ligeledes var en negativ BNP-vækst på 1,9%. Højdespringeren var 4. kvartal 2008, hvor der var en negativ BNP-vækst på 2,4%. Finanskrisen i 2008-2009 blev dengang regnet som den største økonomiske krise siden den store depression i 1930’erne.

Der ses særligt en nedgang i aktiviteten inden for persontransport, hoteller og restauranter, offentlige tjenester, kultur og fritid. Omvendt er der ikke tydelig tegn på en nedgang i de vareproducerende erhverv som landbrug, industri og byggeri.

Historisk vækstnedgang venter i andet kvartal
Selv om fredagens BNP-tal er dyster læsning, så venter det helt store tilbageslag desværre først i tallene for andet kvartal. Som tingene ser ud nu er der udsigt til en negativ BNP-vækst i andet kvartal på i omegnen af 10-15%. Det skyldes, at viruskrisen først ramte dansk økonomi i løbet af marts, hvor BNP-niveauet blevet reduceret med ca. 15%. Dermed tog dansk økonomi hul på andet kvartal med en produktion, der lå historisk underdrejet. En negativ BNP-vækst på 10-15% over ét enkelt kvartal er simpelthen horribelt og uden fortilfælde i dansk økonomisk historie.

Det meget voldsomme fald i den økonomisk aktivitet, viser med al tydelighed at virusudbruddet har ramt dansk økonomi som en hammer. Store dele af økonomien har været lukket ned og såvel investeringerne som forbruget er faldet drastisk.

Der er grund til behersket optimisme
Selv om vi ser ind i en historisk nedgang i den økonomiske aktivitet, så er der dog også grund til forsigtig optimisme. Epidemien ser ud til at være toppet og smittetrykket er aktuel lavt. Det har muliggjort en gradvis genåbning af samfundet. De foreløbige tal viser samtidig, at danskerne så småt er begyndt at skrue op for forbruget igen. Det giver et begrundet håb om, at vi har passeret bunden og at der nu er behersket fremgang i vente.

Det betyder også, at de mest optimistiske prognoser for dansk økonomi meget vel kan blive en realitet. Det er ikke urealistisk at vi slipper med en samlet vækstnedgang på 3-6% i år. Til sammenligning var der i 2009, hvor finanskrisen var på sit højeste, en negativ BNP-vækst på 4,9%.

Træg genopretning med risiko for tilbagefald i vente
Selv om der nu er grund til behersket optimisme, så er det værd at slå fast at vi ser ind i en træg og risikofyldt genopretning. Viruskrisen kan have efterladt et varigt dyk i danskernes forbrug. Dertil er udviklingen på vores største eksportmarkeder fortsat meget usikker, og et betydeligt fald i eksporten kan ikke udelukkes.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil