; ;
Gemt

Blankmedievederlag: Ny dansk ordning undervejs

Regeringen har lagt op til at fremsætte et lovforslag i februar 2021 med det formål at tilpasse blankmedieordningen til den teknologiske udvikling og udviklingen i privatkopiering. Dette falder i god jord hos Dansk Erhverv.

Nyhed

09. november 2020

En omlægning af den danske blankmedieordning har været på vej i flere år. Nu har Regeringen lagt op til at fremsætte et lovforslag i februar 2021 med det formål at tilpasse blankmedieordningen til den teknologiske udvikling og udviklingen i privatkopiering. Du kan læse mere om blankmedieordningen her.

Kulturminister Joy Mogensen har oplyst, at hun netop har iværksat en ny undersøgelse af danskernes kopieringsadfærd, og det glæder Charlotte Enevoldsen, fagchef for medier og kreative erhverv i Dansk Erhverv: ”Dansk Erhverv lægger stor vægt på, at en omlægning af blankmedieordningen bliver evidensbaseret. Derfor er jeg er meget glad for, at der nu bliver lavet en undersøgelse af, hvor meget og hvordan danskerne kopierer film, musik og lignende”.

Dansk Erhverv har fulgt den politiske proces løbende og udover kravet om evidens, har Dansk Erhverv lagt vægt på, rettighedshaverne skal kompenseres på en rimelig måde i forhold til forhandlere og producenter, og at ordningen ikke må medføre øget grænsehandel med elektronik eller pålægge erhvervslivet unødige administrative byrder.

Den nuværende blankmedieordning i Danmark er fra 1993. Det er en politisk beslutning, at privatkopiering er lovligt, dvs. at borgere har ret til at kopiere musik, film og tv uden at aftale det med kunstnerne og producenterne bag indholdet. Til gengæld sikrer blankmedieordningen, at kunstnere og producenter kompenseres hver gang, der sælges et løst blankt lagringsmedie som for eksempel en dvd eller et usb-stik. Fremover forventes integrerede lagringsmedier, fx i pc’er og smartphones også at blive omfattet af ordningen.

I Sverige er der i oktober 2020 indgået en ny aftale mellem ElektronikBranschen og Copyswede efter flere års forhandlinger, og den svenske regering har ifølge ComputerSweden igangsat et udredningsarbejde med henblik på at modernisere lovgivningen på området. Du kan læse mere om aftalen mellem ElektronikBranschen og Copyswede her.