Gemt

Lad ikke en dårlig økonomisk vejrudsigt stå i vejen for politisk handlekraft

18. november 2020

Selvom forventningerne til FL2021 og næste års økonomiaftale er skruet i bund, har kommunerne stadig vigtige opgaver at løse.

Mandag den 9. november præsenterede finansminister Nikolaj Wammen en vejrudsigt med mørke skyer over den kommunale økonomi for de kommende år. Ifølge Finansministeren vil velfærdsambitionerne være dæmpet flere år frem, hvilket både vil blive tydeligt i forbindelse med årets finanslov og næste års økonomiaftale mellem regeringen og KL.

Selvom økonomien er udfordret, kommer borgerne stadig til at forvente løsninger på en række afgørende udfordringer. Det drejer sig bl.a. om et styrket ældreområde, beskyttelsen af lokale arbejdspladser og ikke mindst den grønne omstilling. Derfor vil det kræve nytænkning, og tiden må derfor være til, at det offentlige og private sætter sig i spidsen for i fællesskab at løse de nævnte udfordringer. I Dansk Erhverv giver hermed vores bud på hvordan:

Grønne indkøb som hjælpepakke
Det offentlige har med sine årlige indkøb for ca. 380 mia. kr. massiv mulighed for at indfri Danmarks ambitiøse strategi for den grønne omstilling. Men regeringen har indtil videre været forsigtig med at omsætte sine ambitioner i konkrete, grønne målsætninger for det offentlige indkøb. I stedet blev debatten om den grønne offentlige indkøbsstrategi reduceret til et spørgsmål om kødfrie dage i offentlige institutioner, hvilket fjernede fokus fra de mulige gevinster ved en ambitiøs strategi for grønne indkøb.

Tværtimod er grønne indkøb en af de oversete hjælpepakker til et i forvejen hårdt trængt erhvervsliv.  Og det er ikke en hjælpepakke, der kræver ”nye penge”, men i stedet en løsning, der kan findes ved at justere indkøbene inden for den gældende, massive ramme på 380 mia. kr. For dette beløb, kan det offentlige være med til at drive efterspørgslen efter grønne produkter og være med til at understøtte en værdifuld dagsorden, der ellers let kan risikere at tabe momentum i en tid med magre offentlige finanser.

Lad det frie valg vise vejen til en bedre ældrepleje
Et andet område, hvor borgerne forventer øjeblikkelige resultater er ældreplejen. Forårets og sommerens debat om kvaliteten i den danske ældrepleje, må forventes ikke at forsvinde fra den politiske dagsorden - særligt når vi kigger på de demografiske udfordringer, hvor den stadigt større generation af ældre og deres pårørende vil forvente en ældrepleje baseret på kvalitet og selvbestemmelse.

Her spiller det frie valg en afgørende rolle. Det er på tide at få taget godkendelsesmodellen op til revision. I stedet for at være grundlag for borgernes frie valg, har den skabt et ræs mod bunden, hvor prissætningen betyder alt, men hvor kvaliteten kastes overbord.

Derfor er der behov for en debat med kvalitet og selvbestemmelse som omdrejningspunkt. Målet må være, at vi leverer ældrepleje i den rette kvalitet baseret på det frie valg, og ikke om opgaven løses af det offentlige eller private. Det skal kunne lade sig gøre med de midler, som ministeren har lovet at afsætte til at kunne imødegå den demografiske udvikling.

Lokale arbejdspladser bør beskyttes
Det er positivt, at mange danske virksomheder klarede sig bedre end forventet igennem første bølge af COVID-19, selvom prøvelserne var store med en total nedlukning og følgende annulleringer af ordrer, der satte særligt leverandører på transport-, beskæftigelses-, og rengøringsområdet under maksimalt pres. Efterfølgende valgte regeringen, noget uforståeligt, at lancere hårde angreb mod private leverandører. Det gik blandt andet ud over eksterne konsulenter og botilbud på det specialiserede socialområdet.

Med de magre økonomiske udsigter taget i betragtning, vil mange kommuner sikkert finde det oplagt at spare på private leverandører ud fra devisen om, at den kommune enten kan undvære ydelserne eller løse opgaverne bedre selv. Det har vi bl.a. set på rengøringsområdet, hvor kommuner enten har valgt at hjemtage rengøringsopgaven eller være forsigtige med at udbetale midler til ekstra rengøring.

Når kommunerne slår bremsen i og annullerer ordrer hos de lokale virksomheder, risikerer de at medvirke til, at i forvejen trængte markeder sættes yderligere i stå, hvilket kan få fatale konsekvenser under den anden bølge, som i forvejen forventes at trække store veksler på økonomien.

Derfor håber vi, at regeringen igen vil gentage opfordringen om, at kommunerne fortsat vil udvise samfundssind, og for de allerede afsatte midler leve op til de aftaler, som kommunerne allerede har indgået med de private leverandører, der har udvist stor tilpasningsevne under COVID-19.