; ;
Gemt

Google opkræver tillægsudgifter for annoncer i Spanien og Frankrig

27. april 2021

En ny tillægsafgift på Google Ads i Frankrig og Spanien træder i kraft den 1. maj. Carsten Rose Lundberg, chefkonsulent i Dansk Erhverv, er bekymret for, at tendensen vil sprede sig til øvrige lande i EU.

Fra 1. maj må e-handlere sige hola og bonjour til nye tillægsafgifter for Google Ads, der vises i Spanien og Frankrig. Satserne for annoncer hæves med to procent for at kompensere for en digital skat, fortæller Google i en mail til kunder.

Den nye tillægsafgift lægger pres på annoncørerne, siger chefkonsulent hos Dansk Erhverv, Carsten Rose Lundberg.

”Der er tale om en omkostning, og den kan desværre kun tages et sted fra, og det er bundlinjen. Den er allerede presset, så derfor er det her en dårlig nyhed - specielt taget i betragtning, at vi kan risikere, at det breder sig til andre lande i EU.”

Afgift på afgift
Amazon hævede i oktober sidste år de satser, som de opkræver hos markedsforhandlere baseret i Frankrig, med tre procent. Apple fulgte trop ved at hæve den kommission, de opkræver udviklere, der sælger apps på platformen. Ikke kun i Frankrig, men også i Italien og Storbritannien. Det viser ifølge Carsten Rose Lundberg, at afgifter følger tyngdekraften: De ruller ned af.

”Når man putter skatter og afgifter på eksempelvis Google, så skal man vide, at det meget let bliver mindre virksomheder, der kommer til at betale. Den konsekvens skal man have med i beregningerne.”

Dansk Erhverv følger sagen og vil holde medlemmerne orienterede, hvis der kommer nyt om andre markeder.

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Fagchef for digital handel
Medarbejderprofil