Juridisk nyt: Sådan indgår du aftaler i en Coronatid

Samtidig med at der bliver iværksat og løsnet på restriktioner som følge af coronasituationen, forsøger erhvervslivet at holde gang i deres forretning. Det betyder bl.a., at der stadig skal indgås kontrakter og aftaler om kommende leverancer, tjenesteydelser og lignende også ind i det nye år. Dansk Erhverv modtager henvendelser fra medlemmer, der spørger til, hvordan man bedst sikrer sig, da der jo er meget på spil. Er det f.eks. nok at indsætte en force majeure-klausul, der tager højde for myndighedstiltag på grund af corona?

I foråret 2020, da coronasituationen var ny og ukendt, var der en del diskussion om, hvorvidt corona er en såkaldt force majeure-begivenhed. Men hvad er det nu, force majeure egentlig er?
I kontrakter, der vedrører løsørekøb, gælder der efter købeloven specifikke regler om sælgers ansvarsfrihed for forsinkelse i force majeure-situationer, nemlig ved ”omstændigheder, der ikke er af sådan beskaffenhed, at sælgeren ved købets afslutning burde have taget dem i betragtning, såsom ved hændelig undergang af alle genstande af den art eller det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud eller lignende”. I andre tilfælde gælder der også særregler. Herudover findes der ikke nogen officiel definition af, hvad der udgør force majeure. Svaret afhænger i disse tilfælde i udgangspunktet af den aftale, parterne har indgået. I tilfælde, hvor der er aftalt en force majeure-klausul, defineres force majeure dog ofte som ”en hindring uden for den pågældende parts kontrol, som parten ikke på tidspunktet for aftalens indgåelse med rimelighed kunne forventes at have taget i betragtning” eller lignende.

Der er altså et krav om, at force majeure-begivenheden ikke må være forventelig, da man indgik aftalen. Med det kendskab, vi har til corona nu, er rækkevidden af en almindelig force majeure-klausul i kontrakter, der indgås nu og fremover tvivlsom.

Men, hvad skal man så gøre, hvis man står overfor at skulle indgå en kontrakt nu og her?
Et godt råd er, at man kan udarbejde det, man populært kunne kalde en ”corona-klausul” i sin kontrakt, hvor man gør brug af, at der er aftalefrihed ved indgåelse af kontrakter mellem erhvervsdrivende. Det er en klausul, hvor man konkret forholder sig til, hvad der skal ske i tilfælde af, at en aftalepart ikke kan levere sin ydelse, f.eks. en vare eller en tjenesteydelse, og hvem der skal bære risikoen for hvad.

Det kan f.eks. være en bestemmelse i kontrakten, hvor man forbeholder sig retten til at annullere ordren, hvis der er risiko for, at man ikke kan levere sin ydelse eller vare på grund af f.eks. myndighedstiltag såsom restriktioner, og at ingen af parterne kan gøre et erstatningskrav gældende mod den anden part, hvis bestemmelsen viser sig at være aktuel. Man kan også aftale, at det er den ene aftalepart, der skal bære risikoen i visse tilfælde, hvis der er forskel i aftaleparternes risikovillighed. Det anbefales at fremhæve bestemmelsen over for sin aftalepart, hvis den indsættes i standardbetingelser.

Det kan også overvejes supplerende at indsætte en hensigtserklæring om, at parterne vil indgå i forhandlinger om at løse eventuelle udfordringer med aftalens opfyldelse med henblik på at løse udfordringerne i mindelighed. Den juridiske rækkevidde heraf er dog tvivlsom.

Det er nødvendigt at foretage en konkret vurdering fra situation til situation. Kontakt gerne Dansk Erhverv for nærmere sparring om, hvad der er et godt råd i netop din virksomheds situation.