Gemt

Månedens spørgsmål: Skal jeg kræve et Coronapas, når jeg får teknikere m.fl. på servicebesøg?

27. april 2021

I Dansk Erhverv modtager vi en del henvendelser fra medlemmer, der spørger til, hvornår erhvervsdrivende skal vise Coronapas. Hvad gælder der egentlig, hvis f.eks. en tekniker, elektriker eller lignende skal levere en ren B2B-ydelse hos en frisør, i et fitnesscenter eller hos en restaurant? Det har vi fået svar på fra Folketingets Epidemiudvalg.

Reglen om Coronapas siger, at for at forebygge og inddæmme udbredelse af Corona-virus, skal ”kunder, besøgende og lignende” kunne forevise et Coronapas ved ankomst til et lokale eller en lokalitet, der er forpligtet til at forlange Coronapas.

Det omfatter bl.a. tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og bemandede solarier. Det omfatter også serveringssteder, hvor der serveres mad og drikkevarer.

Den 21. april 2021 har Folketingets Epidemiudvalg bekræftet, at ”teknikere, elektrikere eller anden leverandør af B2B-aktivitet, ikke er at betragte som kunder, besøgende eller lignende. Der gælder derfor ikke et krav om at forevise et Coronapas i B2B situationer.”

Hvis din virksomhed leverer B2B-ydelser i liberale serviceerhverv eller til en restaurant, f.eks. i form af teknikere på stedet, er du dermed ikke forpligtet til at udstyre teknikere og lignende med et Coronapas.