Gemt

Brugervirksomhed skulle betale godtgørelse til vikar efter 48-timers-reglen

Nyhed

DANSK ERVERV | PERSONALE 19. AUGUST 2021

Vestre Landsret har i en ny afgørelse slået fast, at en vikar kunne kræve en godtgørelse på 25.000 kr. for brugervirksomhedens brud på den såkaldte 48-timers-regel. Landsretten lagde vægt på en række særlige omstændigheder i vikarkonstruktionen.

 

Gældende ret
Vikarbureauvikarers ansættelsesforhold er specielt på grund af det såkaldte ”trepartsforhold” mellem vikaren, vikarbureauet og brugervirksomheden. Vikarbureauet kan – som arbejdsgiver – ansætte og afskedige vikaren. Udover det skal vikarbureauet efter vikarloven sikre vikaren mindst de samme vilkår, der gælder for de ansatte i brugervirksomheden i henhold til eventuel overenskomst og lovgivning for så vidt angår løn og arbejdstidens længde mv., medmindre vikarbureauet har tiltrådt en landsdækkende overenskomst, der dækker arbejdet.

Brugervirksomheden har også nogle forpligtelser overfor vikaren, selvom brugervirksomheden alene har en aftale med vikarbureauet. Brugervirksomheden skal blandt andet instruere vikaren i arbejdet og sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø. I praksis har opdelingen af ledelsesretten givet anledning til en række forskellige tvister, hvor det har skulle afklares, hvem der betragtes som arbejdsgiver i en konkret situation – vikarbureauet eller brugervirksomheden.

Senest har det været temaet i en afgørelse fra Vestre Landsret vedrørende 48-timers-reglen, der stammer fra EU's arbejdstidsdirektiv og er implementeret i dansk ret ved arbejdstidsdirektivsgennemførelsesloven. 48-timers-reglen går ud på, at en lønmodtager maksimalt må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit over en periode på 4 måneder. Hvis timetallet overstiges, kan arbejdsgiveren blive pålagt at betale en godtgørelse. Der er i arbejdstidsdirektivsgennemførelsesloven ikke taget særlig stilling til vikarbureauvikarer.

Den konkrete sag
En vikar havde udført arbejde hos den samme brugervirksomhed i 1 år og 7 måneder. Vikaren havde haft mere end 48 timer i gennemsnit i tre 4-måneds-perioder.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om vikaren kunne rette et krav om godtgørelse mod brugervirksomheden, da 48-timers-reglen ikke blev overholdt.

Først var vikaren udsendt fra ét vikarbureau, men da vikariatet udløb, fortsatte vikaren arbejdet hos brugervirksomheden uden kontrakt. Efter nogle måneder indgik vikaren en ny ansættelseskontrakt med et andet vikarbureau gældende for det samme arbejde i brugervirksomheden.

Under sagen kom det frem, at brugervirksomheden konsekvent havde vikarer hyret ind fra de to vikarbureauer. Det kom ligeledes frem, at vikarbureauerne var stiftet i forbindelse med, at den virksomhed, der tidligere havde leveret vikarer til brugervirksomheden, havde opsagt deres aftale.

Vikaren gjorde under sagen gældende, at trepartskonstruktionen alene var kommet i stand for at omgå overenskomsten og arbejdstidsreglerne, og brugervirksomheden derfor var vikarens reelle arbejdsgiver.

Den sagsøgte brugervirksomhed var ikke enig og fastholdt, at det var vikarbureauerne, der var de rette sagsøgte. Vikarbureauerne var dog i mellemtiden blevet henholdsvis tvangsopløst og begæret konkurs.

Byretten frifandt brugervirksomheden med henvisning til, at vikarbureauerne – som arbejdsgiver – hæftede for brud på 48-timers-reglen. Sagen blev herefter anket til Vestre Landsret.

Landsrettens resultat
Landsretten bemærkede indledningsvist, at det er vikarbureauet, der efter vikarloven skal sikre, at vikarens rettigheder for så vidt angår arbejdstidens længde overholdes. Et krav om godtgørelse skulle derfor som udgangspunkt rettes mod de to vikarbureauer, hvori vikaren havde været ansat.

Landsretten kom dog alligevel frem til, at vikaren i den konkrete sag kunne rette krav mod brugervirksomheden om brud på 48-timers-reglen efter arbejdstidsdirektivsgennemførelsesloven.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at de to vikarbureauer måtte anses for at være stiftet til brug for samarbejdet med brugervirksomheden. Landsretten lagde også vægt på, at vikaren alene havde arbejdet for brugervirksomheden og fortsatte arbejdet efter brugervirksomhedens brud med vikarbureauet. Landsretten lagde desuden vægt på, at brugervirksomhedens bogholderi havde interne procedure for at sikre overholdelse af 48-timers-reglen overfor vikarerne, at brugervirksomheden efter aftale kunne afskedige vikarerne på vegne af vikarbureauet i visse situationer, samt at vikarbureauet på et tidspunkt havde overført 1 mio. kroner til brugervirksomheden, for hvilke brugervirksomheden havde indbetalt A-skat for vikarerne.

Brugervirksomheden blev herefter dømt til at betale en godtgørelse på 25.000 kroner til vikaren.

Dansk Erhverv vurderer
Landsretten slår fast i præmisserne, at vikarbureauet som arbejdsgiver er ansvarlig for, at vikarens rettigheder for så vidt angår arbejdstidens længde overholdes. Vikarens krav om godtgørelse for brud på 48-timers-reglen skal derfor som udgangspunkt rettes mod vikarbureauet.

Omstændighederne i en konkret sag kan dog føre til et andet resultat, så kravet kan rettes mod brugervirksomheden. Afgørelsen viser, at hvis et vikarbureau bliver oprettet med det formål at sende vikarer ud til én specifik brugervirksomhed, og der i øvrigt er forhold, der tegner et billede af, at brugervirksomheden er den reelle arbejdsgiver, kan brugervirksomheden risikere – som den reelle arbejdsgiver – at skulle betale en godtgørelse til vikaren ved brud på 48-timers-reglen. Afgørelsen viser dog også, at en sådan vurdering afhænger af de specifikke omstændigheder.

Kontakt os