Gemt

Ekstraordinær udskydelse af ferie for virksomheder der driver hjemmepleje m.v.

Nyhed

Dansk Erhverv `Personale - 21. december 2021

Beskæftigelsesministeriet har netop udsendt en ny bekendtgørelse, der helt ekstraordinært giver virksomheder, der driver hjemmesygepleje, hjemmepleje og plejehjem, mulighed for at anse covid-19 som en feriehindring, så længe sygdommen defineres som samfundskritisk, jf. epidemilovens § 2, stk. 6.

 

Ændringen sker som følge af behovet for arbejdskraft på ældre og sundhedsområdet og gælder for virksomheder, der udfører arbejde for en region eller en kommune under deres tilsyn og kontrol.

Med bekendtgørelsen har I mulighed for at indgå aftaler med jeres medarbejdere om overførsel af ferie udover den 5. ferieuge til næste ferieafholdelsesperiode. Aftalen skal indgås skriftligt og kan ikke ensidigt pålægges af virksomheden.

Reglen gælder for ferie, der er optjent i perioden 1. maj 2020 – 31. august 2021.

For de fleste vil ferien allerede være planlagt, men I har som virksomhed med henvisning til ferielovens § 9, stk. 3, mulighed for at suspendere allerede aftalt ferie, når væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt.

Ændres allerede fastsat ferie med henblik på, at ferien i stedet overføres til næste ferieafholdelsesperiode, har lønmodtageren dog ret til at få erstattet et eventuelt økonomisk tab som følge af ændringen.

Som udgangspunkt kan allerede påbegyndt ferie ikke afbrydes. Vi opfordrer derfor til dialog med jeres medarbejdere i håb om, at medarbejderne ad frivillighedens vej er indstillet på at udskyde ferien til afholdelse på et senere tidspunkt.

Dansk Erhverv bemærker
Dansk Erhverv er meget tilfreds med, at vi i lyset af de store udfordringer, I står overfor på grund af mangel på arbejdskraft og en stigning i antallet af smittede medarbejdere, har fået denne helt ekstraordinære mulighed for at anse covid-19 som en feriehindring, så længe sygdommen anses som samfundskritisk. Dansk Erhverv har arbejdet intenst for, at vores medlemmer, der udfører opgaver for kommuner og regioner indenfor hjemmesygepleje, hjemmepleje og plejehjem, også omfattes af aftalen.