Gemt

Lavere løn til kvindelig lokomotivførerelev var ikke ulovlig forskelsbehandling

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 9. december 2021

Det var ikke i strid med ligelønsloven, at en kvindelig lokomotivførerelev ikke fik samme kvalifikationstillæg som fem mandlige elever. De mandlige elever havde faglig uddannelse og betydelig erhvervserfaring, som kvinden ikke havde. Derfor var forskellen i løn saglig.

 

Ligelønslovens regler
Det fremgår af ligelønsloven, at arbejdsgivere ikke må forskelsbehandle på grund af køn ved fastsættelsen af løn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for alle lønelementer og lønvilkår. Ifølge loven skal der betales lige løn for samme arbejde eller arbejde, der tillægges samme værdi.

Der gælder en delt bevisbyrde i ligelønsloven. Det vil sige, at hvis en medarbejder kan påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, skal arbejdsgiveren bevise, at det ikke er tilfældet. Hvis der er sket forskelsbehandling, har medarbejderen ret til forskellen i lønnen samt mulighed for at få en godtgørelse.

Sagen kort
Fem mænd og en kvinde blev ansat samtidigt hos samme arbejdsgiver som lokomotivførerelever. De fem mandlige elever fik alle et kvalifikationstillæg på 5.000 kr. pr. måned ud over basislønnen. Den kvindelige elev fik ikke et kvalifikationstillæg. Mændene havde alle faglige uddannelser og erhvervserfaring inden for deres respektive fag, mens kvinden havde en studentereksamen og et par års erfaring fra forskellige typer af arbejde. Både faglig uddannelse og studentereksamen var adgangsgivende til uddannelsen som lokomotivfører.

Arbejdsgiveren oplyste under sagen, at de ved tildelingen af kvalifikationstillægget havde lagt vægt på, at de mandlige elever havde betydelig erhvervserfaring og faglig uddannelse. Kvinden bemærkede, at hendes uddannelse også var adgangsgivende til lokomotivføreruddannelsen, og at det ikke fremgik af ansættelseskontrakterne eller overenskomsten, at betydelig erhvervserfaring spillede en rolle ved tildeling af tillægget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet fastslog, at kvinden ikke havde en faglig uddannelse eller betydelig erhvervserfaring i modsætning til de mandlige elever.

Nævnet vurderede derfor, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling. Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen illustrerer, at kriterierne for lønindplacering og tildeling af tillæg er afgørende, når det skal vurderes, om forskellen på medarbejdernes løn udgør forskelsbehandling. Arbejdsgivere skal derfor sørge for at lægge saglige kriterier til grund, fx erfaring, uddannelse og kvalifikationer, når lønnen fastlægges for de ansatte. Afgørelsen viser desuden, at hvis arbejdsgiveren har lagt saglige kriterier til grund, kan det være svært for medarbejderen at påvise faktiske omstændigheder, der giver formodning for forskelsbehandling.

Dansk Erhverv anbefaler vores medlemsvirksomheder at rette henvendelse, hvis der er tvivl om, hvorvidt konkrete tillæg eller lønindplaceringer kan udgøre forskelsbehandling samt om kriterierne for tildeling er saglige.