Gemt

Ny afgift på bl.a. smartphones, computere og tablets fra 1. januar 2022

21. december 2021

Den nye blankmedieordning træder i kraft 1. januar 2022 og det betyder, at der kommer en ny afgift på blandt andet mobiltelefoner, computere og tablets, der anvendes af private forbrugere. Hvis du er producent eller importør af de omfattede produkter, har du pligt til at indberette og betale blankmedievederlag og du skal derfor tage kontakt til Copydan Kulturplus, der er godkendt af Kulturministeriet til at administrere ordningen.

Den 21. december 2022 blev den nye blankmedielov vedtaget. Loven medfører, at smartphones, computere og tablets pålægges en afgift på 45 kr. pr. stk. Afgiften skal indberettes og betales af de producenter og importører, der importerer lagringsenheder til Danmark. Hvis du som forhandler importerer et eller flere af de omfattede enheder, betragtes du som importør og så skal du registrere dig hos Copydan.

Hvilke medier er inkluderet i ordningen?
Der bliver allerede i dag betalt blankmedieafgift af for eksempel USB-nøgler, men fra 2022 udvides ordning, så produkter som smartphones, computere og tablets bliver omfattet af blankmedieordningen. Nedenfor er en oversigt over de produkter, der fra 1. januar 2022 er omfattet af reglerne og hvor meget der skal betales i afgift for de enkelte produkter.

 Lagringsmedie

Vederlagssats DKK

Harddisk ≤ 128 gb*

4,00

Harddisk > 128 gb*

16,00

Tablet

45,00

Smartphone

45,00

Bærbar computer

45,00

Stationær computer

45,00


*En ”harddisk” skal forstås som et ikke-multifunktionelt og ikke-indbygget lagringsmedie, hvis primære funktion er lagring af filer, herunder usb-stik, hukommelseskort, ekstern harddisk, intern harddisk (harddisk til indbygning i eksempelvis en stationær computer), netværksharddisk (ekstern harddisk med mulighed for netværkstilslutning) o.l.

Er du producent, importør eller forhandler?
Hvis du er producent eller importør af de omfattede lagringsmedier, skal du fra den 1. januar 2022 indrapportere salget af disse lagringsmedier til Copydan KulturPlus, der er godkendt af Kulturministeriet til at administrere vederlagsfordelingen til rettighedshaverne.

Der bliver en mulighed for at sælge produkterne uden den nye afgift, hvis de sælges til andre erhvervsdrivende, der skal benytte dem i deres egen virksomhed eller hvis salget sker til en anden virksomhed, der er registreret hos Copydan-kulturplus. Vi afventer fortsat de nærmere regler for, hvordan disse ”afgiftsfri” salg skal foregå.

Læs mere her: https://www.copydan-kulturplus.dk/

Dansk Erhverv har arbejdet for en udsættelse af ikrafttrædelsen
Dansk Erhverv har flere gange påpeget overfor politikere og myndigheder, at den korte implementering er meget uhensigtsmæssigt. Dansk Erhverv har i samarbejde med en række andre organisationer argumenteret for at udsætte ikrafttrædelsen, så erhvervslivet kunne forberede sig på håndteringen af indbetalingen af den nye afgift. Politikerne har dog valgt ikke at følge erhvervslivet anbefaling.

Dansk Erhverv vil følge implementeringen tæt og ser frem til en evaluering af ordningen i 2023.

Hvis du har konkrete spørgsmål til den praktiske implementering, skal du kontakte CopyDan Kulturplus. https://www.copydan-kulturplus.dk/

Se bekendtgørelsen her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/2659 

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil