; ;
Gemt

Nyt life science-råd skal få Danmark helt frem i bussen

17. december 2021

Torsdag lancerede erhvervsminister Simon Kollerup regeringens nye life science-råd på Børsen. Det nye råd skal styrke samarbejdet på tværs af sundhedssektoren og sikre, at branchen får forløst sit enorme potentiale. Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, sidder med i rådet.

Børsen dannede torsdag rammen for erhvervsminister Simon Kollerups lancering af den årlige analyse af life science branchens økonomiske fodaftryk, samt præsentation af det længe ventede råd.

Regeringens nye life science-råd består af repræsentanter fra life science-branchen, sundhedsvæsnet, organisationerne, universiteter og patientforeninger. Rådet skal bl.a. følge implementeringen af life science-strategien og bidrage med forslag til politiske initiativer, der kan fremtidssikre life science-branchens rammevilkår.

Ifølge Simon Kollerup betyder den danske life science-branche utrolig meget for Danmark - både i opgangstider og i nedgangstider. Derfor glæder han sig over nedsættelsen af det nye life science-råd.

"Helt konkret tror jeg, rådet vil komme med gode politiske ideer og initiativer til, hvordan vi kan komme endnu længere frem i bussen, når det handler om at gøre dansk life science til den førende life science-sektor - også på den internationale scene," siger han.

En branche i markant vækst
På dagen blev den nye årlige analyse af life science-branchens økonomiske fodaftryk også præsenteret. Den slår fast, at life science-branchen er en hjørnesten i dansk økonomi. Branchen er i markant vækst, og står for 21,5 pct. af al dansk vareeksport. Det er næsten en tredobling på 12 år. Samtidig står life science-branchen for en tredjedel af al privat forskning i Danmark.

Derfor ser adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, også frem til at tage del i arbejdet og repræsentere virksomhederne - for han ser stort potentiale i dansk life science.

"Det går hånd i hånd. Vi får en sundere befolkning, vi løser de udfordringer, der er, og så giver det masser af arbejdspladser og udvikling af dansk erhvervsliv," siger han.

Se video her: