Gemt

Opsigelse på grund af misligholdelse af handlepligt

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 9. december 2021

Det var sagligt at opsige en ergoterapeut på et botilbud, da ergoterapeuten ikke formåede at videregive væsentlig, sundhedsfaglig information om en beboer.

 

Sagen kort
Sagen handlede om en ergoterapeut på et bosted for sindslidende, hvor flere af beboerne var i medicinsk behandling, som potentielt kunne have livstruende bivirkninger.

Efter et tragisk dødsfald, hvor en beboer var i medicinsk behandling, foretog ledelsen en alvorlig indskærpelse over for de ansatte om, at personalet havde pligt til at handle på psykiske og fysiske symptomer hos beboerne.

Kort efter indskærpelsen modtog ergoterapeuten information om, at en anden beboer i medicinsk behandling var ”gået i knæ” fem gange under en gåtur, og at beboeren havde virket meget træt. Den besked påtog ergoterapeuten sig at videregive. Ergoterapeuten indførte først informationen i beboerens journal. Herefter blev de øvrige sundhedsfagligt ansatte orienteret i en fællesbesked i bostedets køkken under forberedelse af beboernes frokost. Der var dog ingen af de ansatte som forstod, at informationen var noget, der skulle reageres på.

Beboeren blev først tilset, da en sygeplejerske læste journalen senere på dagen. Forløbet havde dog ingen negative sundhedsmæssige konsekvenser for beboeren.

Ergoterapeuten blev opsagt efter flere samtaler, da ledelsen ikke havde tillid til, at ergoterapeuten kunne varetage stillingen på betryggende vis. Ergoterapeuten mente, at opsigelsen var usaglig og indbragte efterfølgende sagen for Afskedigelsesnævnet.

Afskedigelsesnævnets afgørelse
Opmanden fandt, at opsigelsen var saglig, da ergoterapeuten forudgående havde fået indskærpet omfanget af sin handlepligt, og da informationen, som ergoterapeuten modtog, var af sådan en karakter, at den burde være blevet videregivet til de øvrige sundhedsfagligt ansatte på bostedet. Herudover bemærkede opmanden, at handlepligten ikke krævede særlige forskrifter, men udsprang af grundfaglighed og af helt basale krav til uddannet personale.

Opmanden udtalte endvidere, at en handlepligt indebærer, at information skal meddeles til rette person på en måde, hvor det står klart for modtageren, at der er tale om en information, som der uden unødigt ophold skal handles på.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at medarbejdere skal overholde basale handlepligter, som gælder i et ansættelsesforhold. Det gælder, uanset om det er blevet indskærpet over for medarbejderne eller ej, idet handlepligten udspringer af grundfaglighed og helt basale krav til uddannet personale.

Dansk Erhverv anbefaler medlemsvirksomhederne at rette henvendelse, inden der træffes beslutning om at opsige en medarbejder, der har misligholdt sin handlepligt.