Gemt

Sundhedspolitisk Topmøde 2021: Ny teknologi og sundhedsdata er vejen frem

Nyhed

14. december 2021

Tirsdag den 7. december blev årets Sundhedspolitisk Topmøde afholdt på Børsen i samarbejde med Danske Regioner, Medicoindustrien, Lægemiddelindustriforeningen, Sundhed Danmark, IT-Branchen og DiaLab.


Årets tema var kvalitet og sammenhæng i fremtidens nære sundhedsvæsen, og programmet var fyldt med spændende oplæg og debatter. Topmødet drejede sig blandt andet om den store udfordring, som det danske sundhedsvæsen står over for i fremtiden, hvor vi bliver flere ældre og flere med kroniske sygdomme.

Det betyder blandt andet, at det danske sundhedsvæsen skal være blandt de bedste i verden til at udnytte de enorme potentialer i digitalisering, ny teknologi og sundhedsdata som løftestang til at løse fremtidens udfordringer, øge sammenhængen og ikke mindst sikre kvaliteten i behandlingen. Og dermed skabe grundlag for banebrydende forskning og nye digitale løsninger i life science-industrien.

Deltagerne på årets topmøde havde mulighed for at høre om erfaringer fra håndteringen af COVID-19 fra sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, Erik Jylling, der berettede om, at krisen trods alt har givet os en lang række værdifulde erfaringer til fremtiden. Vi fik ligeledes præsenteret erfaringer fra Ann-Dorthe Zwisler, professor og overlæge ved Odense Universitetshospital, der er ansat til at bygge bro mellem det specialiserede sygehus og det nære sundhedsvæsen, og fra Martin Kremmer, der er biohacker og kunne fortælle om muligheden i borgernes egne indsamlede data. Efter pausen fortalte Stephanie Lose, formand for Danske Regioner og medlem af Digitaliseringspartnerskabet, om partnerskabets anbefalinger for sundhedsvæsenet. Dagen blev rundet af med to debatter, hvor der blev debatteret digitalisering og ny teknologi.

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil