; ;
Gemt

Svane Pleje: Borgernærhed og medarbejdertrivsel gennem Buurtzog

09. februar 2021

Direktør for Svane Pleje Niels Brun Madsen fortæller om, hvorfor man har valgt at finde inspiration i den hollandske model indenfor ældrepleje kaldet Buurtzorg, hvor borgernærhed og kontinuitet er i centrum.

Det har ikke kun skabt større nærhed mellem borgere og medarbejdere. De medstyrende teams har nedbrudt kompleksiteten, så medarbejderne i endnu højere grad kan fokusere på at udøve deres faglighed. Udover at optimere arbejdsgange, har er sygefraværet blevet nedbragt gennem specifikt fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

Kursskiftet kommer ifølge Niels Brun Madsen som en reaktion på det overtag, New Public Management har fået i velfærden. Hvor fokus tidligere var på den lærende organisation og de muligheder for at flytte en problemstilling relativt hurtigt gennem fælles fokus og medstyrende teams, så betød den dominans som New Public Management – bevidst eller ubevidst har fået i mange organisationer, at det modsatte skete.

Vi vil gerne tilbage til den gamle kommune, hvor medarbejderne kendte borgerne og lederne kendte medarbejderne

”I Danmark har vi en god tradition indenfor undervisningsverdenen med at organisere medarbejderne i små enheder. Det samme vil vi gøre i hjemmeplejen, hvor vi i Svane Pleje kører med små teams. Vi vil gerne tilbage til den gamle kommune, hvor medarbejderne kendte borgerne og lederne kendte medarbejderne. Vi skal ned i mindre enheder, hvor vi bryder med kompleksiteten og dermed opererer med medstyrende teams. Vi skal sikre at vores mange kompetente medarbejdere, ved hjælp af et større handlerum ikke blot er brikker i et stort puslespil”, siger Niels Brun Madsen.

Selv dygtige planlæggere kan ikke altid få det til at passe med at den samme medarbejder er hos den samme borger så meget som muligt. Den planlægning skal derfor foregå ude i det enkelte team. Medarbejderne skal være ude hos de samme borgere og gerne i så lang tid som muligt.

Når det er det samme team, så skaber det en anden tryghed blandt borgerne

Hos Svane Pleje betyder det, at afdelingsledere nu fokuserer mindre på det administrative og mere på at agere som plejefaglige eksperter. Administrationen fokuserer dermed på at skabe det større overblik og derigennem løbende forbedre arbejdsgangene. Administrationen bliver dermed i højere grad supervisorer, som sikrer en god drift og medarbejdertrivsel. Det er der ifølge Niels Brun Madsen brug for fordi borgerne bliver mere komplekse:

”Vi får flere og flere komplekse borgere. Oftest handler det meget om borgere der kommer hjem fra sygehuset, eller om borgere med demens eller psykisk udfordrede borgere, sygdomsramte unge etc. Det kan være udfordrende for vores medarbejdere og derfor har vi et stort fokus på, hvordan vi kan vende en træls mavefornemmelse til noget kognitivt dvs. fokus på det faglige udfordrende. Det har en effekt på sygefraværet, at vi tør sætte ord på de vanskeligheder man har i arbejdet med udsatte borgere”.

Svane Pleje har investeret i trivslen ved at bruge mere tid på f.eks. team-møder med formaliserede dagsordener, og det kan aflæses på arbejdsmiljøet, sygefraværet og trivslen, som alle er forbedret. Samtidig betyder det at medarbejderne føler sig mere sikre og bedre rustet til at gå ind i de forskellige arbejdsopgaver.  

”Grundlæggende vil vi gerne have vores medarbejdere så tætte på borgerne som muligt og undgå skift i medarbejdere. Når det er det samme team, så skaber det en anden tryghed ude blandt borgerne. Generelt oplever vi blandt vores borgere, at vi i meget høj grad er lykkedes med vores projekt. Men der er stadig lang vej endnu”, afslutter Niels Brun Madsen.