; ;
Gemt

Nyt på ferieområdet

13. januar 2021

Der sker hele tiden nyt på ferieområdet som følge af den nye ferielov. Her har vi samlet nogle nyheder, som vi gerne vil dele med jer.

Opdateret notat om ferieloven
Dansk Erhverv har udarbejdet en revideret udgave af notat om den nye ferielov.

I det reviderede notat er der blandt andet kommet yderligere fokus på elevers ferieforhold, ligesom notatet er opdateret i forhold til ny lovgivning og nye bekendtgørelser, fx om administration af feriekonto.

Betaling for administration af FerieKonto fastsat for 2020 og 2021
Driften af FerieKonto kan ikke længere finansieres af renteindtægter og uhævede feriemidler efter overgangen til samtidighedsferie.

Derfor skal driften af FerieKonto nu finansieres ved brugerbetaling fra de virksomheder, der anvender FerieKonto. Brugerbetalingens størrelse fastsættes af Beskæftigelsesministeren en gang om året på baggrund af de opgjorte omkostninger til driften af FerieKonto.

Brugerbetalingen er nu blevet fastsat for 2020 og 2021. Beløbet udgør 10,20 kr. pr. medarbejder pr. måned og afregnes kvartalsvis til FerieKonto.

Brugerbetaling for medarbejdere med løn under ferie, hvor feriegodtgørelsen kun afregnes til FerieKonto ved fratræden, vil ligeledes udgøre 10,20 kr. pr. medarbejder.

Ferielovens varslingsregler i ansættelseskontrakter
Det er ikke længere er muligt at aftale forkortede varsler for ferieafholdelse med den enkelte medarbejder. Hvis I har forkortede varsler i fx ansættelseskontrakterne, så skal de revideres.

Den nye ferielov trådte i kraft den 1. september 2020. Varslingsreglerne er fortsat 3 måneders varsel for hovedferie og 1 måneds varsel for restferie.

I den gamle ferielov var det muligt at fravige varslingsreglerne ved en aftale herom i ansættelseskontrakterne og lignende dokumenter. Den mulighed er der ikke i den nye, gældende ferielov.

Hvis jeres virksomhed fortsat har bestemmelser om forkortede varsler for ferieafholdelse i jeres ansættelseskontrakter, er dette ugyldigt, og ansættelseskontrakterne skal revideres, så vilkåret fjernes. Det kan ske ved at give de medarbejdere, der har forkortede varsler i ansættelseskontrakt, et tillæg til ansættelseskontrakten. Du kan finde et paradigme til et sådant tillæg nederst på siden.

Tillægget er alene en orientering af medarbejderen i overensstemmelse med ansættelsesbevislovens regler og der er således ikke tale om en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet - der skal derfor ikke varsles over for medarbejderen.

Tillæg til ansættelsesbevis vedr. varslingsregler

docx

Download