; ;
Gemt

Skatteforvaltningen kan nu pålægge virksomheder at benytte digitale salgsregistreringssystemer

06. juli 2021

Skatteforvaltningen kan pr. 1. juli 2021 pålægge virksomheder at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, hvis der konstateres uregelmæssigheder i virksomhedens registrering af salg. Det skal skærpe indsatsen mod sorte penge i visse dele af detailbranchen. Fra 2024 bliver digitale salgsregistreringssystemer et krav for udvalgte brancher.


Den 1. juli 2021 er nye regler trådt i kraft, der muliggør, at Skatteforvaltningen kan pålægge virksomheder at benytte digitale salgsregistreringssystemer. De nye regler har til formål at mindske snyd med moms og skat. Et digitalt salgsregistreringssystem er derfor et nyt værktøj, som Skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, hvis Skatteforvaltningen ved et kontrolbesøg konstaterer eksempelvis utilstrækkelig registrering af salg i den pågældende virksomhed.

Det digitale salgsregistreringssystem skal automatisk lagre oplysninger om salg hos den enkelte erhvervsdrivende. Herefter skal de lagrede oplysninger, i forbindelse med efterfølgende kontrolbesøg, udleveres digitalt til Skatteforvaltningen eller sendes digitalt umiddelbart efter besøget.

Et krav for udvalgte brancher fra 2024
Fra 1. januar 2024 bliver digitale salgsregistreringssystemer et krav for udvalgte brancher med en årlig omsætning på under 10 mio. kr. De udvalgte brancher er caféer, værtshuse, diskoteker, pizzeriaer, grillbarer, isbarer, købmænd og døgnkiosker samt restauranter.

Læs Skatteministeriets pressemeddelelse her: Digitale salgsregistreringssystemer skal skærpe indsats mod sorte penge i detailbranchen | Skatteministeriet (skm.dk)

Kravene til et digitalt salgsregistreringssystem kan findes i bekendtgørelsen her: Bekendtgørelse om ændring af momsbekendtgørelsen (retsinformation.dk)

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Jacob Ravn

Advokat, souschef PA og Skattepolitisk chef
Medarbejderprofil