Gemt

CO2-udledningen fra person- og varebiler er fortsat stigende

16. juni 2021

Det Europæiske Miljøagentur har registreret en stigende CO2-udledning fra nye personbiler i EU de seneste år.

Indtil 2016 var det ellers lykkedes at sænke den årlige CO2-udledning pr. kørte kilometer, men de seneste tre år voksede udledningen for den gennemsnitlige nyregistrerede personbil til 122,3 g CO2/km.

Stigningen betyder, at der er langt endnu, før EU’s målsætning på 95 g CO2/km i 2020 kan indfries. En lignende tendens gør sig også gældende for nye varebiler, der i 2019 havde en gennemsnitlig udledning på 158 g CO2/km, og dermed lå 7 pct. over EU’s 2020-mål på 147 g CO2/km.

Det er særligt et stigende indkøb af SUV’er og større dieseldrevne køretøjer, der er årsag til den voksende udledning. Selvom bilmarkedet de sidste par år har haft et stigende fokus på salget af elbiler, udgør de fortsat kun 3,5 pct. af nye personbilsregistreringer i 2019.

For lastbiler har der længe været en stigning af den samlede CO2-udledning, men her skyldes det alene en voksende efterspørgsel på fragt og varer, og dermed en stigning i vejgodstransporten. Med stadig skrappere EU-standarder er den enkelte lastbil blevet mere energieffektiv og grøn. I dag udgør vejgodstransporten godt 6 pct. af EU’s samlede CO2-udledninger, mens transporten sammenlagt står for knap en fjerdedel af EU’s CO2-udledning.
 
Unionens institutioner har fastlagt en samlet målsætning om at reducere transportens CO2-udledninger med 15 pct. i 2025 og med 30 pct. i 2030 – alt sammen ift. 1990.

Læs mere her: Average car emissions kept increasing in 2019, final data show — European Environment Agency (europa.eu)

Kontakt

Transport

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef for transport og infrastruktur
Medarbejderprofil