Spring til indhold

Mindre bøvl – mere vækst: Dansk Erhverv vil rydde op i transportregler

11. september 2026

Administrative byrder og bøvl er den største hæmsko for den danske transportsektor. Derfor præsenterer Dansk Erhverv et udspil med en lang række forslag til at gøre det lettere at drive transportvirksomhed i Danmark. Der er behov for at få ryddet op i junglen af administrativt bøvl og byrder. Derfor lancerer Dansk Erhverv nu udspillet ‘Mindre bøvl – mere vækst’ med konkrete anbefalinger til regelforenkling på transportområdet, så transportvirksomhederne kan fokusere på kerneforretningen og fortsat være en motor for vækst og beskæftigelse til gavn for os alle. 

Dansk Erhverv præsenterer i dag en lang række anbefalinger, der skal bremse regeltornadoen i transportbranchen.

Da Regeringen tiltrådte, bekendtgjorde den, at den ville indlede et opgør med administrativt bøvl. Det samme gælder et reelt opgør med de mange regler og byrder, der hæmmer dansk virkelyst. Derfor er det også afgørende, at regeringen nu får tempo på og får gennemført det som noget af det første.

Dansk Erhverv glæder sig over, at regeringen forpligter sig på en reduktion af administrative byrder med 25 pct. i 2035 og spiller nu ind med en række konkrete forslag på transportområdet.

En analyse fra Dansk Erhverv viser, at danske transportvirksomheder ser lovgivning og regulering som den største udfordring for deres omsætning og vækstmuligheder. Samtidig bruger godt hver tredje transportvirksomhed i dag over en fjerdedel af arbejdstiden på administrative byrder.

“Transportsektoren drukner i bøvl og byrder, hvilket resulterer i, at virksomhederne har mindre tid til at fokusere på deres kerneforretning. Og det er et problem. Uden en velfungerende transportsektor går udviklingen helt enkelt i stå. Og hvis udviklingen går i stå, trues grundlaget for arbejdspladser, velstand og sammenhængskraft i Danmark og i Europa," siger branchedirektør for Transport i Dansk Erhverv Jesper Kronborg og udyber: 

"Derfor lancerer vi i dag et katalog med konkrete anbefalinger til, hvilke regler der med fordel kan simplificeres eller helt fjernes."

Transportsektoren er vital for dansk økonomi. Alene i Danmark bidrog sektoren med 215 mia. kr. til BNP i 2023, heraf 150 mia. kr. direkte og 65 mia. kr. indirekte.

Det svarer til 8,6 procent af det samlede BNP. Derfor er det også helt afgørende, at konkurrenceevnen styrkes, så vi kan blive ved med at have en transportsektor i verdensklasse. 

Fire centrale indsatsområder
I udspillet peger Dansk Erhverv på fire centrale indsatsområder. For det første er rapportering og dokumentation blevet så omfattende og komplekst, at især små og mellemstore virksomheder bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på at leve op til kravene, som blandet andet kommer fra EU-lovgivning. 

For det andet oplever virksomhederne lange og uforudsigelige sagsbehandlingstider, som hæmmer investeringslysten og i værste fald forhindrer virksomhederne i at udføre deres arbejde. 

For det tredje skal det være nemt at vælge grønne løsninger, så regler vedr. grøn omstilling går hånd i hånd med virksomhedernes konkurrenceevne i stedet for at svække den. 

Slutteligt er regelsættet blevet så komplekst, at det hæmmer transportvirksomhedernes konkurrenceevne. Derfor skal overflødig regulering fjernes, regler harmoniseres på tværs af grænser, og lovgivning løbende evalueres.

“Vi mener helt grundlæggende, at regler bør have det formål at sikre fair konkurrence og høj konkurrencekraft hos landets virksomheder i stedet for at spænde ben for virksomhederne. Tag nu havneloven eksempelvis. De danske havne må ikke sætte solceller op på deres arealer, fordi loven specifikt nævner bølge - og vindenergianlæg, og derfor uforvarende udelukker brug af øvrige energiformer. Dermed mister havnene muligheden for at bidrage til den grønne omstilling i en tid, hvor vi all er enige om, at vi skal sikre mest muligt grøn strøm. Det er ikke hensigtsmæssigt, og bør naturligvis laves om.

Et andet eksempel er, at i dag skal en chauffør kunne dokumentere sit ansættelsesforhold, hvis han kører i en lastbil, som virksomheden har leaset, men ikke hvis den er ejet. Det er et skoleeksempel på en regel uden formål, som bør blive afskaffet. Vi skal også hjælpe chaufførerne og gøre kontrollen på vejene lettere ved at digitalisere. Chauffører kører stadig rundt med fysiske tilladelser og beviser, som myndighederne lige så godt kunne kontrollere digitalt og befri chaufførerne for papirregimet,” siger Jesper Kronborg.

Anbefalinger til mindre bøvl og mere vækst

I udspillet foreslår Dansk Erhverv en række konkrete løsninger, der kan reducere bøvl og byrder og skabe bedre rammevilkår for transportvirksomhederne. 

  • For tung transport og godskørsel foreslås bl.a. at fjerne unødige dokumentationskrav for chauffører og digitalisere tilladelser, så kontrol bliver enklere og mindre tidskrævende.
  • På personbilsområdet anbefales det at afskaffe den dyre og komplekse assessorordning for selvkørende biler, så innovation ikke bremses af unødigt bureaukrati.
  • For cykler foreslås en mere cykelvenlig skattelovgivning med en ’fri cykel’-ordning på linje med firmabiler.
  • For havne- og lufthavnsudvidelser peges der på behovet for hurtigere og mere smidige godkendelsesprocesser.
  • Og på det maritime område anbefales det bl.a. at modernisere havneloven, så havne kan investere bredere i grøn energi. 

Ovenstående er kun et meget lille udpluk af Dansk Erhvervs anbefalinger, som skal sikre enklere regler, mindre administration og bedre rammer for grøn omstilling på tværs af hele transportsektoren. Formålet med udspillet er i sidste ende helt enkelt. At skabe de bedst mulige rammevilkår for de danske transportvirksomheder. 

For mere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70 22 80 10.

Mindre bøvl - mere vækst i transport
pdf

Kontakt

Transport

Jesper Kronborg

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Tilmeld dig nyheder om transport og logistik

Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram.

Indtast dit fornavn
Indtast dit efternavn
Indtast en gyldig email

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik her.