Gemt

Højeste inflation siden oktober 2017 - familier uden rygere og bil vil ikke mærke det

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik mandag viser, at inflationen var 1,5 pct. i april. Det er en kraftig stigning siden marts, hvor inflationen var 1 pct.

Nyhed

10. maj 2021

De kraftige prisstigninger sender inflationen op på det højeste niveau siden oktober 2017. Det er stigende priser på tobak, husleje samt benzin og diesel, der trækker forbrugerpriser op.

Stigende tobakspriser kommer ovenpå indførslen af de forhøjede tobaksafgiter. Det seneste år er det også blevet markant dyrere at køre i bil, fordi brændstofpriserne er steget. Brændstofpriserne er ikke som sådan på et skyhøjt niveau. De er mere eller mindre vendt tilbage til niveauet fra før coronakrisen. Coronakrisen sendte brændstofpriserne i bund sidste år. Men det var noget, vi så over hele verdenen. Det hang sammen med, at coronakrisen i foråret sidste år mindskede verdensøkonomien i et historisk stort omfang. Særligt efterspørgslen efter energi faldt kraftigt, hvilket førte til faldende brændstofpriser på verdensplan. I løbet af andet halvår af 2020 og starten af 2021 er der igen så småt igen begyndt at komme damp på verdensøkonomien, hvilket har sendt brændstofpriserne op.

Selvom priserne stiger, er det ikke alle danskere, der oplever prisstigningerne i hverdagen, fordi 2/3-del af inflationen kommer fra stigende priser på tobak og brændstof. Uden tobak og brændstof er inflationen på blot 0,5 pct. En husstand uden rygere og bil vil derfor stort set ikke mærke at priserne stiger.

Inflationen har været tiltagende siden lavpunktet i april og maj sidste år, hvor inflationen var på 0 pct. Trods tiltagende inflation får lønmodtagerne flere penge mellem hænderne. Lønnen indenfor DA-området er steget med 2,4 pct. i løbet af det seneste år. Lønnen stiger mere end priserne, hvilket betyder at lønmodtagerne oplever reallønsfremgang. Det giver flere penge mellem hænderne, og giver samtidig mulighed for at øge det private forbrug herhjemme.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil