Gemt

Buschauffør beskyttet af reglerne om borgerligt ombud

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 4. november 2021

Afskedigelsesnævnet har for nylig taget stilling, om en buschauffør, der var valgt til byrådet, kunne bortvises på grund af udeblivelse fra en vagt, herunder om en eventuel godtgørelse skulle udmåles og bedømmes efter lov om kommunernes styrelse § 16 d.

 

Sagens nærmere omstændigheder
Buschaufføren blev ansat i busselskabet i 2016. Ved kommunalvalget i 2017 blev han valgt til byrådet. Busselskabet blev i den forbindelse gjort bekendt med, at buschaufføren havde ret til at få fri til at deltage i byrådsmøder mv., hvilket dog ikke forløb uden gnidninger.

I forbindelse med vinterferien 2021, hvor buschaufføren holdt fri fra sit arbejde i busselskabet, ønskede han at arbejde som eksportchauffør for en vognmand. Busselskabet havde ingen indvendinger mod dette. Det var planlagt, at buschaufføren ville være tilbage i Danmark to dage før, han skulle møde på arbejde i busselskabet.

I forbindelse med eksportturen opstod der dog toldproblemer fredag den 19. februar 2021, og det stod herefter hurtigt klart, at der ville opstå forsinkelser på turen, som formentlig ville medføre, at buschaufføren ikke kunne møde på arbejde i busselskabet tirsdag den 23. februar 2021 som planlagt.

I weekenden den 20. - 21. februar 2021 var der dialog mellem parterne om forsinkelsen. Mandag den 22. februar 2021 afgav busselskabet et mødepålæg, hvor det blev indskærpet, at udeblivelse næste dag kunne få ansættelsesretlige konsekvenser. Tirsdag den 23. februar 2021 udeblev buschaufføren fra arbejde, og han blev herefter bortvist.

Busselskabet mente, at det ene og alene var buschaufførens risiko, at han ikke kunne nå hjem på arbejde, at han var gjort opmærksom på konsekvenserne ved udeblivelse, og at han i øvrigt ikke havde gjort tilstrækkeligt for at nå hjem til tiden ved eksempelvis at tage toget eller leje en bil. Buschaufføren havde forgæves søgt at komme hjem med fly.

Buschaufføren gjorde under sagen gældende, at han som byrådsmedlem var beskyttet af lov om kommunernes styrelse § 16 d, hvor der gælder en omvendt bevisbyrde, subsidiært af Hovedaftalen.

Afskedigelsesnævnets afgørelse
Opmanden underkendte bortvisningen som en uproportional reaktion.

Opmanden lagde blandt andet vægt på, at buschaufføren havde udfoldet store bestræbelser på at sikre tilbagekomst i tide, og at han således havde gjort, hvad der i situationen med rimelighed kunne forventes og forlanges af ham. Endvidere fandt opmanden, at den driftsmæssige ulempe, som det for sene fremmøde udgjorde, måtte anses for relativt beskeden og af en karakter, som busselskabet i forvejen måtte have et beredskab til håndtering af.

På denne baggrund var det opmandens opfattelse, at der forelå omstændigheder, som rejste begrundet tvivl om, hvorvidt bortvisningen af buschaufføren reelt var begrundet i, at han ikke mødte på arbejde tirsdag den 23. februar 2021 som planlagt.

Da busselskabet ikke havde godtgjort, at bortvisningen ikke skyldes, at buschaufføren var medlem af byrådet, blev virksomheden dømt til at betale godtgørelse på 130.000 kr. svarende til 20 ugers løn efter lov om kommunernes styrelse § 16 d, stk. 3.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at medarbejdere, der har et borgerligt ombud, er særligt beskyttet mod afskedigelse, hvilket virksomhederne skal være opmærksom på ved en eventuel opsigelse eller bortvisning. Endvidere illustrerer afgørelsen, at udmålingen af en godtgørelse efter lov om kommunernes styrelse er betydeligt højere end en udmåling efter Hovedaftalen, hvor buschaufføren efter normal praksis kun ville have fået ca. 1 uges løn pr. ansættelsesår.

Dansk Erhverv anbefaler derfor vores medlemsvirksomheder at rette henvendelse, inden der træffes beslutning om opsigelse eller bortvisning af medarbejdere, der har et borgerligt ombud.