Gemt

Nye regler skal mindske momssvindel og styrke konkurrencen på nettet

03. november 2021

Dansk Erhverv tager positivt imod de nye regler, der pålægger betalingstjenesteudbydere at opbevare og udlevere oplysninger om betalinger knyttet til e-handel på tværs af EU-lande fra den 1. januar 2024. Det vil mindske momssvindel og styrke konkurrenceevnen for danske virksomheder.   

EU har vedtaget et direktiv, som har til formål at imødegå den omfattende momssvindel inden for den grænseoverskridende e-handel på tværs af EU-lande ved at kræve, at betalingstjenesteudbydere opbevarer og udleverer betalingsoplysninger knyttet til e-handel inden for EU. Direktivet skal være implementeret i Danmark, så det får virkning fra den 1. januar 2024.   

Dansk Erhverv så gerne, at reglerne var kommet før, men er trods alt tilfreds, forklarer Ulla Brandt, fagchef for moms, regnskab og revision.  

”Momsvindlen er veldokumenteret og omfattende, og det er et stort problem for danske virksomheder. Derfor er vi glade for, at EU nu har vedtaget reglerne, der skal sætte en stopper for det.”  

De nye regler 

Ved langt de fleste onlinekøb, der foretages af forbrugere inden for EU, gennemføres betalingerne via betalingstjenesteudbydere. De nye momsregler stiller krav om, at betalingstjenesteudbydere under visse betingelser fører register hvert kvartal over betalingsmodtagere og betalinger i forbindelse med de betalingstjenester, som de udbyder. Disse oplysninger skal gøre det muligt for skattemyndighederne i EU-medlemslandene at udføre kontrol af de momspligtige leveringer af varer og ydelser, som anses for at finde sted i en medlemsstat.  

”Hvis reglerne skal have en effekt, så er det altså nødvendigt, at skattemyndighederne i de enkelte lande får de rette værktøjer til at udføre denne kontrol. Det bliver noget af det, som vi kommer til at følge med i,” forklarer Ulla Brandt, og tilføjer: 

“I Danmark har skatteforvaltningen gode erfaringer med at identificere og kontrollere virksomheder fra andre lande, som ikke opkræver dansk moms af deres danske kunder, som de er forpligtet til. De erfaringer er oplagte at dele med andre også.” 

I tilfælde hvor der er flere betalingstjenesteudbydere involveret i en enkelt betaling fra en betaler til en betalingsmodtager, vil alle betalingstjenesteudbydere, der er involveret i en bestemt betaling, som udgangspunkt have registrerings- og indberetningspligt.  

Betalingsoplysninger, der er omfattet af de nye regler, skal opbevares af betalingstjenesteudbyderen i et elektronisk format i en periode på tre kalenderår fra udgangen af kalenderåret for betalingsdatoen.