Gemt

Dansk Erhverv opruster på transportområdet

20. september 2021

Den danske transportbranche er en nøglebranche for væksten i dansk erhvervsliv. Dansk Erhverv ønsker mere politisk fokus på området og foretager derfor en organisatorisk oprustning og udpeger en stærk profil som branchedirektør. Det bliver Jesper Kronborg, som skal stå i spidsen for den styrkede indsats.


Med øget trængsel, behov for grøn omstilling og en hårdt ramt branche oven på coronakrisen står transportsektoren over for en række større udfordringer. Samtidig er transportsektoren afgørende for, at andre virksomheder kan fungere optimalt og vokse. Det gør transportbranchen til en nøglebranche for væksten i dansk erhvervsliv.

 Derfor er der behov for øget politisk fokus på området og på at servicere transportvirksomhederne, så de kan levere de bedste ydelser og fastholde og udvikle deres forretninger. Dansk Erhverv opruster derfor på transportområdet med en ny branchedirektør, flere ressourcer til området og så skal der oprettes et nyt fagudvalg for transport. Den nye branchedirektør for transport bliver Jesper Kronborg, der kommer fra en stilling som direktør for Specialforeningen for Logistik og Distribution – SLD. Han har tidligere været ansat i Københavns Lufthavn og Transportministeriet.

 I forbindelse med oprustningen siger Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen

 ”Med Jesper får Dansk Erhverv den helt rigtige profil til at drive oprustningen på transportområdet og skabe det øgede politiske fokus, som vi mener, der er behov for. Han har brede og stærke kompetencer inden for interessevaretagelse for transportsektoren. Samtidig har han også et indgående branchekendskab fra blandt andet luftfart og vejtransport. Vi kender ham også som rigtig dedikeret og behagelig, så vi er helt sikre på, at Jesper vil tilføre vores indsats på transportområdet den indsigt, handlekraft og det drive, som skal til for at styrke vores medlemmer og sektoren.”

 Om oprustningen og udnævnelsen til branchedirektør for transport siger Jesper Kronborg:

 ”Det er en af de helt grundlæggende forudsætninger for et velfungerende samfund, at vi har en stærk transportsektor, da den er afgørende for vækst og jobs i hele Danmark. Derfor glæder jeg mig til, sammen med mine dygtige kolleger i Dansk Erhverv, at sætte endnu mere fokus på, at vi skal skabe en transportsektor med rammebetingelser og infrastruktur i verdensklasse, så Danmark kan blive verdens bedste land at bo, arbejde og drive virksomhed i.”

 Dansk Erhverv samler en lang række af branchens hovedaktører – bl.a. fra speditionsbranchen over vognmandserhvervet til luftfart, biludlejning-, droner-, taxa- og turistbuskørsel til mikromobilitet som cyklisme og el-løbehjul – i et stærkt fællesskab. Transportområdet er desuden tæt forbundet med en række øvrige områder, der repræsenterer de store transportkøbere ikke mindst engros- og detailhandlen, som er organiseret i Dansk Erhverv.

Kort om Kronborg

Jesper Kronborg har siden august 2019 været branchedirektør for SLD, Specialforeningen for Logistik og Distribution, som har base i Dansk Erhverv, og som repræsenterer en række af de største vejgodstransportvirksomheder i Danmark. I denne periode var Jesper Kronborg også ansvarlig for at sekretariatsbetjene Klimapartnerskabet for Landtransport.

Jesper Kronborg har i løbet af sin karriere opbygget en bred erfaring fra transportområdet. Han har tidligere været chef for Public Affairs i Københavns Lufthavne A/S, seniorrådgiver i PrimeTime Kommunikation A/S og ansat i Transportministeriet, hvor han bl.a. var ministersekretær for en række transportministre.