Gemt

Et af Danmarks førende kreative bureauer opkøbt af digital gigant

Kan man bevare sin egen danske virksomheds identitet, når man bliver en del af et verdensomspændende digitalt bureau med over 500.000 ansatte? ”Ja, absolut. Men det er vigtigt at huske især én ting”, svarer Lotte Jakobsen Managing director i Hjaltelin Stahl, der i 2019 blev opkøbt af Accenture Interactive.

Nyhed

21. september 2021

‘We bought you to be you – not us’
Den globale digitale virksomhed Accenture har over en årrække opkøbt en række større og prominente kreative bureauer. I marts 2019 blev Hjaltelin Stahl opkøbt og dermed en del af Accenture Interactive.

Det succesfulde danske bureau har over årene vundet høj anerkendelse som et af de førende kreative bureauer i Danmark. Hjaltelin Stahl er blandet andet kåret som Bedste bureau flere år i træk.

Men hvad ville det betyde at træde ind i en global digital koncern som Accenture? En kæmpe, der er udråbt til verdens største digitale bureau og har over 500.000 ansatte i over 120 lande?

Tre år efter opkøbet har Hjaltelin Stahl samme navn, men ’part of Accenture Interactive’ er tilføjet til logoet. På samme tid er bureauet også vokset med over 60 ansatte siden januar 2021. For Lotte Jakobsen, Managing director i Hjaltelin Stahl og én af co-founding partners, taler det sit tydelige sprog.

”Accenture Interactive sagde helt fra start ’We bougt you to be you – not us’ og de mener virkelig de ord. Vi har holdt godt fast i Hjaltelin Stahl, og samtidig er vi blevet en del af Accenture Interactive ’familien’. Det betyder både, at vi inden for ’familien’ har adgang til de bedste lokale bureauer på det internationale marked og vi har adgang til en kæmpe digital muskel. Det vil sige, at vi nu i langt højere grad både kan finde på den kreative idé og har direkte adgang til for eksempel et teknologisk værksted i Frankrig, som sætter os i stand til med speed at eksekvere på den tekniske løsning. Vejen til et hav af specialister er kun et opkald væk.”

Hårdt og skidesjovt
Succesen og det gode samarbejde kommer dog ikke af sig selv. Der er i forbindelse med et opkøb af den størrelse en, til tider, uendelig lang række af nye strukturer, samarbejdspartnere, kollegaer, arbejdsgange netværk, ledelsesstrukturer etc., som man skal have styr på og navigere i.

Lotte Jakobsen peger på de centrale byggesten for, at en så omfattende transition kan falde positivt ud:
”Man skal virkelig ville det. Det er hårdt arbejde at sælge, det er hårdt arbejde at integrere og det er samtidig skidesjovt! Og så skal man have tålmodighed både i forhold til processer og til din egen organisation. Der er så meget, der skal bundfældes, så det er vigtigt at finde ro nok i maven til, midt i det hele, at huske at ting tager tid.”

Følelser over fakta
Opkøb er for både erhverver og sælger fyldt med omfattende risici. Erhververen kan lide gevaldige tab som følge af en fejlslagen investering. Det kan ende med at være en særdeles omkostningsfuld affære (fx Googles mia. tab i forbindelse med opkøb af Motorola). Omvendt kan sælger ende med at blive opslugt af en stor køber og miste egen virksomhedsidentitet og autonomi fuldstændigt. For Hjaltelin Stahl var der dog hverken strategisk rådgiver, matchmaking partner med som tredjepart eller omfattende analyser og granskning af Accenture Interactive i forbindelse med salget. For Lotte Jakobsen og Hjaltelin Stahl lå fokus et andet sted:  

”Vi følte os godt tilpas i samtaler med de andre bureauer, Accenture havde købt, og synes det var et spændende set-up. Accenture har købt en masse kreative bureauer, som helt ind i kernen har den samme DNA og får lov til at videreføre den på deres respektive markeder. Vi arbejder på globale modeller, men vi opererer sådan set stadig på vores respektive markeder. Og så har vi kunnet kigge på de andre bureauer, som var blevet opkøbt tidligere f.eks. The Monkeys, Kamarama og Kolle Rebbe, og set hvordan de har udviklet sig på deres markeder. Så der har vi haft en fordel af at komme ind på det her tidspunkt.”

Gå til opkøb som til forhold (næsten)
Ifølge Lotte Jakobsen kan man forvente at se mange flere opkøb i fremtiden: ”I et globalt marked, er det svært kun at arbejde lokalt med globale kunder. Man kan godt eksistere som et rent drevet idé-bureau, så længe man er bevidst om ens begrænsninger på at drive løsninger på tværs af lande-, sprog - og kulturforskelle. Det er klart, at kundeoplevelsen - alt andet lige – må forventes at blive bedre, når idé, eksekvering og kanaler er tænkt som samlet helhed.”

Lotte Jakobsen peger særligt på én ting, som er helt afgørende i forbindelse med overvejelser om salg: ’Find en ejer, som har samme vision som dig selv og læn dig ind i det, ting tager tid. Vær åben, men lad være med at gifte dig væk, hvis du har mere lyst til at være alene. Det er ikke anderledes end i så mange andre af livets forhold.’

Kontakt

Rådgivning & Rekruttering, Finans & Medier

Louise Riisgaard

Branchedirektør
Medarbejderprofil