Gemt

Virksomhed er allerede i gang: Nyt mærke styrker it-sikkerheden

30. september 2021

Designvirksomheden ViSSEVASSE arbejder lige nu med at få D-mærket, som skal give virksomheder en håndsrækning med at gøre it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse til en styrkeposition for danske virksomheder. Mærket skal være med til at skabe tryghed for dem, som handler i virksomhederne, mener direktør.

 

Hos designvirksomheden ViSSEVASSE er arbejdet i fuld gang. Ved computeren står direktør Karsten Noel Poulsen, som har været i gang med D-mærkets digitale selvevalueringsværktøj.

For i hans virksomhed giver det god mening at gøre en indsats for at få det nye D-mærke.

”Da jeg først fik kigget ind i det, kunne jeg se, at det havde relevans for os og relevans for den måde, vi driver virksomhed på. Og i sidste ende også for vores kunder,” fortæller Karsten Noel Poulsen, direktør i ViSSEVASSE.

D-mærket er den første mærkningsordning i verden for digital ansvarlighed og skal give forretningsværdi til virksomhederne, tryghed til forbrugerne og skabe et stærkere digitalt Danmark.

Læs mere: Verdens første mærke for digital ansvarlighed er klar til brug

Karsten Noel Poulsen er i gang med at benytte selvevalueringsværktøjet. 

Skal gøre it-sikkerhed mere overskueligt
Bag mærket står Industriens Fond sammen med Dansk Erhverv, Dansk Industri, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk.

D-mærket skal hjælpe virksomhederne konkret på vej, og ifølge Janus Sandsgaard, der er digitaliseringspolitisk chef i Dansk Erhverv, skal mærket hjælpe med at gøre it-sikkerhed mindre flyvsk for virksomhederne.

”It-sikkerhed kan virke overvældende er ret teknisk og uoverskueligt. Der er mange begreber, som flyver gennem luften, så det med at få lidt fast grund under fødderne og vide, hvor man skal gå i gang, er enormt afgørende,” siger Janus Sandsgaard.

 D-mærket er relevant for alle typer af virksomheder.

D-mærket giver hjælp til, hvordan du kommer i gang
D-mærket er det første mærke af sin art i verden, der kobler it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse i ét og samme mærke. D-mærket giver virksomhederne mulighed for at vise deres forbrugere kunder og samarbejdspartnere, at de tager digitalt ansvar.

Hos ViSSEVASSE er man – som nævnt – lige nu i gang med processen og benytter mærkets digitale selvevalueringsværktøj.  Karsten Noel Poulsen slår fast, at ViSSEVASSE overholder den lovgivning, der er i forhold til deres kunder samt har styr på deres data.

Men ifølge direktøren kan D-mærket hjælpe dem med at få styr på visse ting omkring it-sikkerhed og data internt i virksomheden.

”I vores tilfælde kan det være noget med alle de filer, vi har i forhold til de produkter, vi har, at de er sikret på den bedst mulige måde,” fortæller han.

D-mærket skal gøre en forskel
Imens direktøren står ved sit skrivebord på ViSSEVASSE’s kontor, forklarer han, at man er i gang med at samle den sidste dokumentation ind, inden man kan klikke ’ja’ til det hele og få D-mærket.

Over 50 virksomheder havde før D-mærkets officielle lancering taget hul på processen med at leve op til D-mærkets kriterier. Og hos Dansk Erhverv og ViSSEVASSE er man ikke i tvivl, om at mærket kommer til at gøre en forskel.

”D-mærket skal gøre en forskel. Til en start skal det hjælpe de virksomheder, som har ondt i it-sikkerheden, med at komme videre og blive mere robuste. Og på sigt skulle det gerne positionere Danmark som et land, hvor vi systematisk gør os umage med it-sikkerhed,” siger Janus Sandsgaard.

”På sigt håber jeg, at vi får et mærke, som kommer hr. og fru. Danmark til gode på den måde, at man føler sig tryg ved at handle i de virksomheder, som har D-mærket,” afslutter Karsten Noel Poulsen.

Du kan læse mere om D-mærket på www.d-maerket.dk – og høre mere i videoen herunder.

FAKTA

  • D-mærket er relevant for alle typer af virksomheder.
  • D-mærket tildeles virksomheder og ikke specifikke produkter og tjenester.
  • D-mærket består af 8 overordnede kriterier, som dækker it-sikkerhed, persondatabeskyttelse, kunstig intelligens og dataetik.
  • D-mærkets tilpasses den enkelte virksomhed, så en mindre virksomhed f.eks. en låsesmed ikke skal leve op til de samme antal kriterier, som en stor it-virksomhed.
  • Det er gratis for virksomhederne at komme i gang og anvende D-mærkets digitale selvevalueringsværktøj, men der er årlig betaling for at få selve mærket.
  • Prisen for D-mærket afhænger bl.a. af virksomhedens størrelse og dens anvendelse af data og it.
  • D-mærket er baseret på anerkendte, internationale rammeværker fra europæiske og nationale råd, udvalg og arbejdsgrupper, så mærket kan udbredes på europæisk plan og i større grad til internationalt orienterede virksomheder