; ;
Gemt

Spændende udspil fra Nina Smith – men far med lempe

06. april 2022

Der er mange gode takter i udspillet fra Reformkommissionen, hvor det foreslås, at universitetsuddannelserne skal langt tættere på erhvervslivet, men skal en lang række universitetsuddannelse forkortes fra fem til fire år, vil det kræve grundige analyser, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

 

Det nye udspil fra Reformkommissionen har som ambition at få de videregående uddannelser tættere på danske virksomheder. Det skal bl.a. ske ved at flere uddannelser udbydes på deltid, så der arbejdes langt mere under studierne. Desuden foreslår kommissionen, at en del universitetsuddannelser fra fem til fire år. En sådan øvelse kræver grundige analyser forud, vurderer Dansk Erhverv.

"Vi er helt enige i intentionerne fra Nina Smith. Der er fortsat for mange uddannelser, der fører til ledighed og en generel oplevelse af, at teorien på studierne er lidt for langt fra praksis," siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Brug penge på uddannelse frem for forsørgelse
Reformkommissionen foreslår, at kandidat-SU’en skal omlægges til lån, at en større del af universiteternes midler skal tildeles efter beskæftigelse og flere uddannelser skal tages sideløbende med job.

 "Vi har længe sagt, at det er bedre at bruge penge på uddannelse end forsørgelse, så en SU-reform er klog politik. Det er videre nogle rigtigt spændende forslag, kommissionen har om at knytte uddannelserne tættere til arbejdsmarkedet. Her ser vi meget frem til videre dialog”, siger Mads Eriksen Storm.

Kræver grundige analyser
Reformkommissionen forslag om at forkorte en række uddannelser kræver ifølge Dansk Erhverv grundigere analyser.

"Inden vi igangsætter så vidtrækkende reformer, er det afgørende, at området analyseres grundigere. Vi skal fare med lempe og holde fokus på kvaliteten af uddannelserne. For os er det for eksempel afgørende, at uddannelserne på handelshøjskolen CBS ikke forringes, da deres kandidater er kernemedarbejdere i danske virksomheder,” siger Mads Eriksen Storm.

Se på flere løsningsforslag
Ifølge Dansk Erhverv er der mange løsningsforslag, som der også kunne komme i spil.

"Vi mener, at uddannelser, der fører til ledighed, bør lukkes. Dertil bør man gøre langt mere brug af praktik, som er en integrereret del af hele det øvrige uddannelseslandskab med undtagelse af universiteterne," siger Mads Eriksen Storm.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil