; ;
Gemt

Erhvervslivet vil have flere internationale studerende

19. august 2022

Landets to største erhvervsorganisationer, DI og Dansk Erhverv, går nu sammen om  et nyt udspil, som skal tiltrække og fastholde flere udenlandske studerende i Danmark. Udspillet vil i løbet af bare ti år øge arbejdsudbuddet med 4.000 personer på fuld tid og give en samfundsgevinst på knap 400 mio. kroner årligt.

Baggrund for udspillet er, at Danmark mangler højtuddannede medarbejdere inden for en hele række fag og brancher. F.eks. er der meget stor mangel på specialister inden for it- området og det tekniske område. Med mindre årgange fra 2030, er det forventeligt, at områder med høj beskæftigelse i dag uden deciderede tegn på flaskehalse, også vil blive præget af en stor mangel.

”Vi er i knivskarp konkurrence med resten af verden om unge med netop disse kompetencer. Virksomhederne har brug for dem. Vi mangler dem allerede nu, og derfor er det så vigtigt, at vi gør noget ekstra for at sikre, at vi kan tiltrække dem. Hvis vi bare sidder med hænderne i skødet, så får andre lande gavn af talenterne. Det er skidt for dansk erhvervsliv, og hvad der er skidt for dansk erhvervsliv, er skidt for Danmark,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv

Udspillet fra Dansk Erhverv og DI medfører, at der oprettes 1000 nye studiepladser om året på universiteternes kandidat- og erhvervskandidatuddannelser til internationale studerende, der enten har indgået en aftale med virksomhed om studierelevant studiejob eller projektorienteret forløb, enten forud for studiestart eller under uddannelsesforløbet.

En fantastisk forretning
Ifølge de to organisationer vil udspillet blive en kæmpe gevinst for det danske samfund, hvis der er politiske vilje til at gennemføre det.

”Vi har stærke og innovative virksomheder også efter internationale standarder f.eks. inden for life science, fødevarer og grøn omstilling. De bidrager med kolossal meget til vores samfund, og derfor vil det være til gavn for os alle sammen, hvis de får bedre adgang til internationale studerende, som de har hårdt brug for. De vil bidrage positivt fra dag et. Danske virksomheder er klar til at tage de udenlandske studerende ind. Nu mangler vi bare, at Folketinget giver grønt lys,” siger Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed i Dansk Industri.

Faktaboks

Ordningen har til hensigt at give danske virksomheder forbedrede muligheder for at rekruttere internationale studerende fra fagområder, som er relevante for virksomheden.

Ordningen omfatter 1.000 studiepladser om året, hvor der er indgået en aftale med virksomhed om studierelevant studiejob eller projektorienteret forløb, enten forud for studiestart eller under uddannelsesforløbet.

Der er forudsat, at der optages 500 studerende om året på erhvervskandidatuddannelser og 500 studerende om året på kandidatuddannelser.

Der er forudsat en fastholdelsesgrad (beskæftigelsesgrad), som svarer til det nuværende for det tekniske hovedområde i andet år efter dimission.

Hvis ordningen indføres i 2023, vil der i 2032 være et øget arbejdsudbud på 4.176 personer og et samlet overskud for staten på 381 mio. kr. Den samlede økonomiske gevinst over alle ti år vil være 1,4 mia. kr.

Særlig rekrutteringsordning for studerende

pdf

Download

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef