Gemt

Digitale talenter foldede sig ud på Børsen

20. december 2022

Danmarksmesterskabet i digital handel for erhvervsskolerne, EUXBizCup, fandt fredag d. 16. sted på Børsen, hvor vinderen skulle kåres.

 

Det var en flok spændte elever, der var troppet op på Børsen på en kold fredag i december for at vise, hvorfor netop de skulle være årets vindere af EuxBizcup.

Deltagerne skulle tage udgangspunkt i en virksomhed fra den virkelige verden. De havde fået et budget på 50.000 kr. til at planlægge TBS Grillshops digitale kampagne, og vinderstrategien vil blive gennemført af TBS Grillshop efterfølgende. Konkurrencen er blevet afholdt af Videncenter for Digital Handel siden 2019

Inden kampen om titlen som den fjerde vinder af mesterskabet gik i gang, fik deltagerne en kort introduktion til et af bygningens mest historiske rum, Børssalen.

imagel8mis.png

Efter turen i Børssalen blev de budt velkommen af Niels Ralund, e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv. Han lagde ud med at komme forbi historien bag de legendariske bygninger, inden han gik i gang med en af sine velkendte peptalks:

”Der er to ting, jeg hader: Ja-sigere og lemminger. Så de af jer, der vil frem i bussen og have et sjovt arbejdsliv, I skal turde tænke utraditionelt og være modige. I skal slå nogle skæverter, for uden skæverter er der ingen fremskridt. Skab jeres egne historier, gå nogle nye veje, prøv nogle nye ting og gør det med ild i øjnene hver dag, for fremtiden for dansk e-handel er lys.”

imagelwiy.png

E-handlen går en lys fremtid i møde

De fem finalister kom fra skolerne: Herningsholm, Mercantec, Niels Brock, Skive College og UC Holstebro. De var blevet udvalgt fra 19 erhvervsskoler og blandt mere end 700 studerende fra hele landet, baseret på deres forslag til, hvordan TBS Grillshop øger sin omsætning online.

Dagens dommerpanel bestod af Michael Toftelund, indehaver af TBS Grillshop, Lars Henrik Larsen, videncenterchef hos Videncenter for digital handel, Claes H. Frederiksen, Client Service Director hos Valtech, Grethe Overby, underviser på Aalborg handelsskole, og Carsten Rose Lundberg, fagchef for digital handel hos Dansk Erhverv.

De første foran dommerpanelet var et par unge mænd fra UC Holstebro, der lagde linjen for resten af dagens fremlæggelser med en passioneret, engageret og spændende indsats. Det var generelt de ord, der kendetegnede dagens deltagere.

Det var tydeligt, at alle eleverne var velforberedte og samtidig brændte for at få deres syn på de digitale muligheder frem.  

”Jeg kommer til at bruge noget fra alle fem finalister. Det var virkelig en omgang imponerende og passionerede indsatser, de lagde for dagen. Det ser lyst ud for Danmarks e-handel i fremtiden," sagde en glad Michael Toftelund.

Et par skjorteklædte jyder

Efter en lang dag med masser af gode indslag og kreative ideer fra e-handlens kommende stjerner skulle dommerne votere. Det var et stærkt felt, så dommerne blev sat på en gevaldig prøve.

”Det var nogle velforberedte grupper med et smittende niveau pakket med i tasken, så det var ikke nemt at vælge en vinder,” udtaler Carsten Rose Lundberg, inden han afslutter: ”Vi sukker jo efter uddannelser, der har et målrettet fokus på at hjælpe dansk erhvervsliv, og der er bare behov for flere med et digitalt fokus, så det var dejligt at se eleverne udfolde sig inden for det felt i dag.”

Efter ca. en times votering blandt dommerne kunne en gruppe gå hjem med et lidt bredere smil på læberne end de andre. Vinderne af Danmarksmesterskabet i digital handel for erhvervsskoleelever 2022 blev fundet og lykønskningerne givet fra Dansk Erhverv, Videncenter for Digital Handel, dommerne og de andre finalister til Oliver, Peter og Christoffer fra UC Holstebro.

(Vinderne af EuxBizCup 2022 fra venstre mod højre: Oliver, Christoffer og Peter)

De tre kunne gå fra Børsen mod Københavns hovedbanegård med et stort smil, en pokal og en check på 5000 kr.

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil