Gemt

Rådgivere lægger op til samarbejde om fremtidens velfærd

12. december 2022

Rådgivere spiller en vigtig rolle i fremtidens offentlige sektor. De bidrager med specialiseret viden, innovation og smarte løsninger på offentlige institutioner som fx skoler, daginstitutioner, ældreomsorgen og til hele administrationen. Derfor har vi brug for rådgivernes kompetencer i moderniseringen af den offentlige sektor.

 

Vores velfærdssamfund står overfor store udfordringer de kommende år. Nogle af de største udfordringer bliver det stigende pres på sundhedsvæsnet, en omfattende digitalisering, og den grønne omstilling. Hertil kommer manglen på arbejdskraft. Hvis vi skal løse udfordringerne, er der brug for mere viden og nytænkning.

Rådgivere bidrager hver dag
Når det offentlige køber privat rådgivning, er det en fleksibel genvej til specialiseret viden. Rådgiveren skaber værdi ved at anvise nye veje, innovere og komme med svar, som det offentlige ikke selv har ressourcer eller kompetencer til at identificere.

Rådgiveres kompetencer er derfor vigtige for fremtidens offentlige sektor. De bidrager til strukturen og organiseringen, kommer med ny digitale løsninger og afhjælper rekrutteringsudfordringerne. Alt sammen noget, der kan skabe mere effektivitet og kvalitet til glæde for borgere og virksomheder.

Besparelser går udover velfærden
Offentlige besparelser på eksterne rådgivere fører alt andet lige til mindre viden og innovation i den offentlige sektor. Det er ærgerligt og kan gå ud over kvaliteten i velfærden. Eksempelvis skal kommunerne nedbringe forbruget af eksterne konsulenter med hele 1,6 mia. kroner i 2025 i forhold til 2020.

Færre eksterne rådgivere kan ikke veksles til flere varme hænder i det offentlige. Tværtimod er der brug for at samle alle kræfter, både offentlige og private, til at skabe endnu bedre velfærdsløsninger og sikre den grønne omstilling.

Det private skaber bedre velfærd
En ny analyse viser, at rådgiverbranchen beskæftiger hele 197.000 personer. Rådgiverne er klar til at bidrage med viden og innovation til den offentlige sektor. Men desværre bliver det store potentiale ikke udnyttet.

Langt størstedelen af omsætningen i rådgiverbranchen sker i den private sektor; kun en lille del foregår hos det offentlige. Private aktører bruger rådgivere til at forbedre og effektivisere deres ydelser og processer. Det gør den offentlige sektor ikke i samme grad. Og det går ud kvaliteten i velfærden.

Kan de store udfordringer løses uden rådgivere?
Rådgivere bidrager til at løse de store udfordringer i vores samfund. De er med til at effektivisere den offentlige sektor, sikre kvalificeret arbejdskraft og skabe de nødvendige digitale løsninger.

Hos virksomheden IBM har vicepræsident og senior partner Jesper Braum Nielsen, gode erfaringer med samarbejdet mellem private rådgiver og den offentlige sektor.

”Videnstunge rådgivere, med erfaring fra erhvervslivet, sikrer bedre balance i fremtidens arbejdsudbud mellem den offentlige og den private sektor. Rådgiverne styrker effektiviseringen af den offentlige sektor, de motiverer omfattende investeringer i den grønne omstilling og skaber de nødvendige digitale løsninger til at nå klimamålene” Jesper Braum Nielsen, vicepræcident og senior partner, IBM

Dansk Erhverv vurderer, at det er nødvendigt at lade private rådgivere bidrage til moderniseringen, hvis vi vil sikre høj kvalitet i fremtidens offentlige sektor.

 

Kontakt

Rådgivning & Rekruttering

Niels Hovmand

Chefkonsulent
Medarbejderprofil