; ;
Gemt

E-handelsanalysen 2021: Ny forbrugsrekord på nettet - væksten er størst i danske butikker

22. februar 2022

E-handelsanalysen 2021 fra Dansk Erhverv viser, at danskerne sidste år brugte næsten 182 mia. kr. på e-handel. Den nye rekord glæder
e-handelsdirektør Niels Ralund, som især hæfter sig ved, at væksten er størst i de danske netbutikker, og at forbrugerne forventer at skrue yderligere op for forbruget. 

Hent hele E-handelsanalysen nederst på siden

”Dansk e-handel står stærkt, selv om danskerne nu er på vej tilbage til mere normale tilstande uden nedlukninger og mundbind. Det viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse 2021, hvor jeg især er glad for, at væksten er større i de danske netbutikker fremfor de udenlandske”, siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.  

Næsten 15.000 danskere har i løbet af 2021 svaret på spørgsmål om deres e-handel, og E-handelsanalysen 2021 giver derfor det mest detaljerede billede af danskernes e-handel i det forløbne år. Hovedtallene viser, at der igen i 2021 blev sat ny rekord med et samlet e-handelskøb på næsten 182 mia. kr. fordelt på 276 mio. handler. Knap halvdelen (47%) af de danske netkunder svarede, at de havde handlet på nettet inden for den seneste uge. 

Størst vækst i danske butikker – Zalando stadig størst 

Samlet set er nethandlen steget med 18% i forhold til 2020, og det er fordelt med en vækst på 21% i danske netbutikker, mens køb i udenlandske netbutikker steg 8%.  

Fremgangen viser sig også på listen over de 20 mest benyttede netbutikker i Danmark. Den toppes igen suverænt af tyske Zalando, som dog kun har selskab af tre andre udenlandske netbutikker. 

“Dansker-indtoget på listen kommer samtidig med, at mange danske butikker også skruer gevaldigt op for eksporten, så det er et tydeligt tegn på, hvor stærkt dansk e-handel står,” siger Niels Ralund. 

Grafik: De mest benyttede netbutikker i Danmark

Mobilen bliver forbrugernes foretrukne købsredskab 

De sidste mange år har mobilen halet ind på computeren som forbrugernes foretrukne købsredskab, og ifølge Dansk Erhvervs analyse, så bliver det allerede i år, at mobilen snupper førstepladsen. Det stiller krav til, hvordan netbutikkerne opbygger deres sider, men det er også godt nyt for butikkerne. 

“Vi ved nemlig, at de, der handler via mobilen, ofte handler oftere end andre. Derfor vil det også være med til at sikre yderligere vækst,” pointerer Niels Ralund og fortsætter: 

“Vi ser også, at betaling via apps – eksempelvis MobilePay – buldrer frem, hvilket understreger, at vi bevæger os mod mere mobilhandel.” 

Solid vækst 

Den solide vækst i det samlede forbrug er bygget på fremgang indenfor alle brancher med undtagelse af rejsebranchen, som var hårdt ramt i i 2021. Den største fremgang var i dagligvarehandlen og kategorien Hus og Have. 

Det er samtidig interessant, at der er sket en markant ændring i, hvad forbrugeren vil købe online. Faktisk svarer hver ottende netkunde, at de foretrækker at købe alle slags varer eller tjenester online. Tilbage i 2019 og 2020 var det kun hver 20. kunde, der havde den holdning,” siger Niels Ralund. 

Den væsentligste årsag til at handle online er stadig bekvemmelighed, som er næsten dobbelt så vigtig som pris.  

Forbruget vil vokse yderligere trods genåbning 

2021 var præget af coronakrisen, som fik flere forbrugere til at søge mod nettet. Selvom vi nu er ved at være tilbage til en mere normal hverdag uden restriktioner, tyder det ikke på, at forbrugerne vil skrue ned for forbruget på nettet. Faktisk forventer knap hver femte forbruger at handle mere online i 2022. 

“Det er en lidt mindre andel, end da vi spurgte til forventningerne i 2021, men omvendt er det kun otte procent, der forventer at skrue ned for forbruget. Samtidig forventer vi, at salget af rejser vil vende tilbage, og dermed er der god grund til at tro på, at forbruget på nettet vil vokse igen i 2022,” slutter Niels Ralund.   

Hent hele E-handelsanalysen 2021 ved at logge ind.

 

 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Fagchef for digital handel
Medarbejderprofil