Gemt

EU-Kommissionen vil indføre ”Right to repair”

22. februar 2022

EU-Kommissionen vil skabe et mere bæredygtigt forbrug af varer og samtidig reducere mængden af affald. Derfor vil de indføre en ”right to repair”, der skal sikre, at flere produkter bliver repareret i stedet for at blive udskiftet.

 

Dansk Erhverv bakker som udgangspunkt op om ønsket om at forlænge produkters levetid og dermed sikre et mere bæredygtigt forbrug, men det bør sikres, at der hele tiden er balance mellem forbrugernes rettigheder og virksomhedernes forpligtelser. Samtidig er det vigtigt, at evt. krav indføres mest hensigtsmæssigt, da producenterne har størst påvirkning på selve designet af et produkt og dermed også holdbarheden og muligheden for at reparere det efterfølgende.

Forventer udspil efter sommerferien
Det ligger endnu ikke fast, hvordan en sådan ”right to repair” skal udformes og om den skal gælde for alle typer af varer.  Vi forventer, at Kommissionen kommer med et udspil i anden halvdel af 2022, men de har løftet sløret for, at det kan indeholde:

  • Initiativer, der får virksomhederne til frivilligt at reparere produkter, der har en særlig skadelig indflydelse på miljøet samtidig med at de udbyder brugte eller refurbished produkte
  • Forlængelse af reklamationsretten for de produkter, som forbrugerne vælger at få repareret samt for brugte eller refurbished produkter
  • Generel forlængelse af reklamationsretten
  • Begrænsning af forbrugernes valg mellem reparation og ombytning
  • Tilladelse for virksomheder til at ombytte mangelfulde produkter med refurbished produkter
  • Forpligtelsen for virksomhederne til at reparere produkter også efter udløbet af reklamationsperioden – i visse tilfælde uden at få betaling for dette

Netop nu gennemfører Kommissionen en høring i samtlige EU-lande, hvor de spørger ind til, hvordan en ordning kan se ud, og hvilke produkter, der skal være omfattet. Produktkategorier kunne for eksempel være:

  • Forbrugerelektronik
  • Store husholdningsapparater
  • Små husholdningsapparater
  • Køretøjer
  • Tøj/tekstiler
  • Møbler

Kommissionen ønsker også holdninger til, hvorvidt forpligtelsen til at reparere produkterne skal placeres hos producenterne, forhandlerne, selvstændige reparatører eller måske hos forbrugerne selv.

Dansk Erhverv følger sagen tæt
Vi ved, at en udvidet ret for forbrugerne til at få deres produkter repareret kan have stor betydning for vores medlemmer, og derfor følger vi sagen tæt. Hvis du er medlem af Dansk Erhverv og har spørgsmål eller bemærkninger til Kommissionen udspil, så er du velkommen til at kontakte os. Hvis du vil læse mere om Kommissionen planer, kan du gøre det i blokken herunder:

 

 

 

Right to repair - Oversigt

pdf

Download

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil