Gemt

Folketinget vedtager lov om udstationering af chauffører

03. februar 2022

De nye regler, der er en implementering af et EU-direktiv, træder i kraft 2. februar, men indledes med en vejledningsperiode. Fremover skal udenlandske lastbil- og busvognmænd registrere sig på en fælles EU-portal, når deres chauffører er udstationeret i Danmark. Samtidig gælder der regler om, at de udstationerede chauffører skal aflønnes på danske lønvilkår, mens de kører i Danmark.

 

Folketinget har d. 25. januar vedtaget et lovforslag, der implementerer reglerne om udstationering af chauffører fra EU’s Vejpakke.  

Loven fastsætter en række administrative krav og kontrolforanstaltninger, der gælder når udenlandske lastbil- og busvognmænd kører i Danmark. Det omfatter cabotagekørsler, kombineret transport og ikke-bilateral international transport (dvs. såkaldt ”tredjelandskørsel”). Transit og bilateral transport er undtaget. 

De nye regler betyder, at udenlandske virksomheder forud for udstationeringen af chaufføren skal indsende en udstationeringserklæring til de danske myndigheder indeholdende en række oplysninger om chaufføren og vognmanden. Det sker elektronisk via en nyudviklet EU-portal.  

Under udstationeringen vil chaufføren være omfattet af det enkelte EU-lands gældende regler om løn- og arbejdsvilkår. I Danmark betyder det, at de udenlandske vognmænd skal aflønne deres chauffører med en dansk minimumssats ifm. cabotage og kombineret transport. 

Loven fastsætter også regler for, hvordan udstationeringen og den korrekte aflønning skal kontrollere efter kørslerne. Formålet med EU’s Vejpakke var at skabe et harmoniseret vejtransportmarked, der konkurrerer på lige konkurrencevilkår i balance med de sociale regler.  

Fordi loven og den nye EU-portal først er vedtaget og taget i brug tæt på deadline d. 2. februar, har myndighederne valgt, at der frem til 30. april 2022 skal gælde en vejledningsperiode, så branchen kan lære de nye regler at kende.  

Senere på året forventes der vedtaget ny lovgivning, der implementerer reglerne om kontrol med chaufførers arbejdstid, som også blev ændret med EU’s Vejpakke. 

Kontakt

Transport

Kristian Baasch Pindbo

Fagchef for tung transport