Gemt

Reformaftale løser ikke transportbranchens behov

03. februar 2022

Regeringen indgik den 21. januar 2022 sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne aftale om en række reformer, der skal styrke det danske arbejdsmarked, virksomhedernes konkurrenceevne og den grønne omstilling. Dansk Erhverv mener, at der er gode elementer i reformpakken, men det er langt fra tilstrækkeligt til at dække behovet for arbejdskraft i transportbranchen.

 

“Der er virkelig tryk på aktiviteten i transportbranchen i øjeblikket og manglen på chauffører er alarmerende høj. Der er behov for politisk handling i samarbejde med branchen. Problemet skal løses nu og her, på en måde, der er gennemtænkt og ikke mindst fremtidssikret. Chaufførmanglen rammer vores virksomheder hårdt, og de går glip af ordrer og omsætning, når der mangler folk bag rettet”, siger Jesper Kronborg, branchedirektør i Dansk Erhverv Transport.

Den store mangel på chauffører i transportbranchen rammer blandt andet taxi, turistbus og vejgodstransport. De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at på bare et halvt år er antallet af forgæves rekrutteringsforsøg vokset fra ca. 1.000 til ca. 6.000 i december 2021.

“Vi er glade for, at der var politisk opbakning til Dansk Erhvervs forslag, der gør det nemmere at fastholde og tiltrække seniorer til arbejdsmarkedet. Her ligger der et uudnyttet potentiale for at fastholde et chaufførsegment, der er meget værdifuldt og værdsat på grund af deres erfaring. Men, vi må samtidigt erkende, at det kun er ét tiltag for at imødekomme den stigende efterspørgsel på arbejdskraft”, udtaler Jesper Kronborg, og fortsætter.

“Danmark bør, i den aktuelle situation, være åben overfor udenlandsk arbejdskraft. Det gælder også i forhold til lande uden for EU, da overenskomstkravet i godskørselsloven også omfatter disse chauffører, hvilket betyder, at de allerede er sikret danske overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår.”

“Derfor må vi indrømme, at vi skuffede over, at beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft ikke er med i aftalen. Derudover er meget uheldigt, at chauffører ikke kom med på den såkaldte positivliste, som er en fortegnelse over erhverv, uddannelser og stillingsbetegnelser, hvor der er særlig mangel på arbejdskraft i Danmark. Konsekvensen af det er, at de ikke kan søge om opholds- og arbejdstilladelse efter ordningen," afslutter Jesper Kronborg.

Kontakt

Transport

Jesper Kronborg

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport
Medarbejderprofil