Gemt

Hoteldirektør: Vi mangler arbejdskraft

21. januar 2022

Direktør for Copenhagen Admiral Hotels, Jesper Stubgaard, ser gerne, at arbejdsudbuddet bliver øget. Blandt andet ved at beløbsordningen for udenlandsk arbejdskraft bliver sænket, og at fribeløbet for SU bliver hævet. 

 

Det er stilhed før stormen på Copenhagen Admiral Hotel.  

I receptionen mangler der medarbejdere, det gør der også i andre vigtige positioner.

Hotellets restaurant, bar og café holder i øjeblikket frivilligt lukket på grund af de gældende corona-restriktioner. Men når de genåbner, bliver der mangel på kvalificeret arbejdskraft, især kokke og tjenere. 

”Der bliver uddannet alt for få kokke og tjenere i Danmark i forhold til antallet af hoteller og restauranter, og der er stor konkurrence om de få dygtige faglærte, der er ledige på markedet,” siger Jesper Stubgaard, direktør for Copenhagen Admiral Hotel. 

Han kan ikke sætte præcist tal på, hvor mange faglærte hotellet kommer til at mangle, når restaurant, bar og café genåbner. Det afhænger af efterspørgslen fra gæsterne.  

Sænk beløbsordningen for udenlandsk arbejdskraft 
Hoteldirektøren støtter Dansk Erhvervs forslag om at sænke beløbsordningen for udenlandsk arbejdskraft til 360.000 kroner, så det bliver muligt at rekruttere faglærte fra udlandet. I dag ligger beløbsgrænsen på omkring 445.000 kroner. 

”Det er nødvendigt for os at kunne ansætte kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, hvis vi skal imødekomme efterspørgslen fra gæsterne. Man kan sagtens være selvforsøgende på en tjener- eller kokkeløn,” siger Jesper Stubgaard, der er opmærksom på muligheden for at tiltrække kokke via positivlisten for faglærte. 

Hotellet gør i forvejen, hvad de kan for at fastholde og tiltrække kvalificerede medarbejdere. De holder jævnligt trivselssamtaler med medarbejderne og sender kokke og tjenere på kurser. 

”Tidligere var det typisk medarbejderne, der pressede på for at komme på kursus. Nu er det snarere omvendt, fordi vi vil vise medarbejderne, at vi investerer i deres trivsel og faglige udvikling,” siger Jesper Stubgaard, som understreger, at det handler om fastholdelse og rekruttering. 

”Vi håber, det kan være med til at fastholde medarbejderne, og at det samtidig kan sende et signal til andre faglærte om, at vi investerer i vores medarbejdere.” 

Hotellet har også annoncer på diverse jobportaler. 

Hæv fribeløbet for SU 
Hotellet mangler også unge, ikke-faglærte medarbejdere, der blandt andet kan hjælpe til som reservetjenere.

”Hotel- og restaurationsbranchen har tidligere været attraktiv for unge under uddannelse, der har været glad for de fleksible arbejdstider og har hjulpet til i weekender og ferier – blandt andet som reservetjenere – men det har ændret sig under corona, blandt andet fordi mange har fået job som podere,” fortæller Jesper Stubgaard og fortsætter:

"Der er stor efterspørgsel på reservetjenerne. Dem, der tidligere har været tilknyttet hotellet, er nu under corona blevet tilknyttet flere andre restauranter og hoteller i håb om at få vagter. Det gør det sværere at finde en reservetjener, når vi åbner op igen, der kan træde til på travle dage eller ved sygdom og andet fravær,” siger Jesper Stubgaard

Hoteldirektøren anbefaler derfor politikerne at hæve fribeløbet for SU, så unge motiveres til at arbejde mere. 

”November og december er typisk de travleste måneder i hotel- og restaurationsbranchen, men vi oplever, at mange unge siger nej til vagter, fordi de allerede har tjent det, de må for ikke at overstige beløbsgrænsen for SU. Det giver ikke mening i den nuværende situation med stor mangel på arbejdskraft.” 

At hæve fribeløbet for SU er et politisk forslag, der støttes af Dansk Erhverv.