Gemt

Dansk Erhverv: Søgetal kan få alvorlige konsekvenser

05. juli 2022

De netop offentliggjorte søgetal til de videregående uddannelser viser dramatiske fald i søgningen til især pædagog og sygeplejerskeuddannelserne. Det vækker store bekymringer for fremtidens daginstitutioner og sundhedsvæsen i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. 

Lang færre unge søger mod en fremtid som henholdsvis pædagog og sygeplejerske, viser de helt nye søgningstal.

”Det er afgørende, at vi har gode daginstitutioner. Det er her grunden lægges for børnenes videre færd i livet. Det er vigtigt, at medarbejdere kan gå på arbejde med en viden om, at deres børn bliver passet af dygtigt personale. Det giver tryghed, som gør, at medarbejderne kan passe deres arbejde på bedste vis. Det er også helt afgørende for Danmark, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen. Det kræver dygtigt personale, og det er der allerede mangel på i dag. Vi har en lang række private udbydere af såvel hjemmepleje som privathospitaler, som har ualmindeligt svært ved at få dækket deres behov for sygeplejersker. Og for erhvervslivet er det essentielt, at medarbejderne hurtigt kan få hjælp af sundhedsvæsenet, hvis der er behov for det. Dagens søgetal betyder, at det både kan blive vanskeligt at få uddannede pædagoger og sygeplejersker nok fremover. Det er et kæmpe problem både for erhvervslivet og for vores samfund,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

 

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil