Gemt

Husk de nye regler fra 1. juli: Det bliver forbudt at have felter om alder og fødselsdato i rekrutteringssystemer

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - juli 2022

Pr. 1. juli 2022 træder nye regler om screening på baggrund af alder i kraft.

 

Vi har tidligere skrevet om, at det pr. 1. juli 2022 bliver forbudt at screene jobansøgere på alder. Det kan du læse om her.

Forbuddet sker som følge af en ændring af forskelsbehandlingsloven og betyder, at arbejdsgivere fra 1. juli 2022 ikke må anmode om oplysninger om en jobansøgers alder, og at felter om alder og fødselsdato i rekrutteringssystemer derfor skal fjernes.

En arbejdsgiver kan fortsat kræve, at en ansøger vedlægger eksamensbeviser, CV m.v., selv om det på den baggrund kan være muligt at udlede en ansøgers alder. Loven ændrer endvidere ikke på, at en arbejdsgiver fortsat vil kunne lægge vægt på f.eks. erfaring og tidligere beskæftigelse inden for samme branche i forbindelse med rekruttering, hvis sådanne kriterier er sagligt begrundede og proportionale i forhold til det pågældende arbejde.

Hvis forbuddet ikke overholdes, kan du som arbejdsgiver blive straffet med en bøde.