Gemt

B2B E-handelskonferencen 2022: Det er nu eller aldrig for B2B’erne med digitale ambitioner

15. juni 2022

”Det digitale tog kører nu, og stiger du ikke på, bliver du efterladt.” Budskabet var klart, da Dansk Erhverv slog dørene op til B2B E-handelskonferencen 2022, hvor mere end 300 deltagere fik inspiration fra 33 talere og 22 udstillere.

Se alle billeder fra dagen her

”Point of no return” var overskriften, da Dansk Erhverv Digital Handel onsdag slog dørene op til B2B E-handelskonferencen, som er den første fysiske konference i mere end to år:

”Og det er en ganske passende overskrift for en konference om B2B E-handel, for der er virkelig sket en enorm udvikling under corona. Der er blevet sat fuld knald på digitaliseringen, og vi er nu nået til point of no return – hvis man ikke digitaliserer, så bliver man efterladt på perronen, når toget med de digitale indkøbere suser forbi,” lød det fra Niels Ralund, da han åbnede konferencen fra hovedscenen.

Hent den nyeste B2B E-handelsanalyse her

Bæredygtighed som konkurrenceparameter

Mere end 300 deltagere havde fundet vej til Odeon i Odense, hvor de kunne høre oplæg fra 33 talere og få inspiration hos 22 udstillere.

Et af dagens oplæg var Lars Hedal fra Hesehus, der sammen med Thomas Aslak Søholm fra Kansas/ Fristad gjorde lytterne klogere på, hvordan man kan gribe bæredygtighed an i den digitale verden.

Hesehus og Kansas/Fristad

Det er et enormt vigtigt område, og tal fra B2B E-handelsanalysen viser da også, at knap halvdelen af de adspurgte indkøbere stiller krav til leverandørerne om bæredygtighed og miljøhensyn. Det mærker man i Kansas, hvor man i forbindelse med en messe havde lavet en Green Calculator, som kan udregne, hvor meget CO2 og vand man sparer ved at vælge mere miljørigtige alternative produkter.

”Det blev det, alle talte om på messen, og vi fik straks besked på, at den skulle online, og det kom den så,” forklarede Lars Hedal ra Hesehus, der laver digitale løsninger for Kansas/Fristad.

"Jeg ved, at mange er nervøse for at blive beskyldt for greenwashing.
Vi kan dokumentere alt og alle beregningerne er godkendt af relevante myndigheder. Det er et kæmpe arbejde, men det er nødvendigt, og vi kan også se, at det er noget, som kunderne efterspørger."

-Thomas Aslak Søholm fra Kansas

Udregneren er en del af den store grønne omstilling, som Kansas har lavet, og som også inkluderer teknologi, der kan spare enorme mængder vand i produktionen. Det forklarede Thomas Aslak Søholm fra Kansas, som også adresserede en af de store bekymringer hos mange virksomheder:

”Jeg ved, at mange er nervøse for at blive beskyldt for greenwashing. Vi kan dokumentere alt og alle beregningerne er godkendt af relevante myndigheder. Det er et kæmpe arbejde, men det er nødvendigt, og vi kan også se, at det er noget, som kunderne efterspørger. Bæredygtighed er et konkurrenceparameter, og det bliver i stigende grad et krav hos kunder og i udbud.”

Digitalisering løftede omsætningen med 1 mia. kr.

Der røg blot en lille håndfuld hænder i vejret, da Andreas Mailand spurgte, hvor mange i salen, der kender til EET Group. Det stoppede dog ikke chefen for digitalt salg i virksomheden fra at imponere lytterne, han forklarede, hvordan virksomheden i samarbejde med Vertica har sat tryk på den digitale omstilling i virksomheden og hjulpet med at løfte sidste års omsætning med mere end 1 mia. kr.

"Jeg vi sige, at vores CDP har skabt en fælles forståelse for, hvordan vi indsamler og bruger data i virksomheden, og det er samtidig blevet en katalysator for forretningen."

- Andreas Mailand

”Et centralt element i det arbejde er vores CDP, som – kort fortalt – er stedet, hvor vi samler al data om kunderne og bruger det til alt – lige fra at skabe segmenter til vores nyhedsbreve til at bruge AI for at forudsige kundemønstre,” forklarede han og uddybede:

”Jeg vi sige, at vores CDP har skabt en fælles forståelse for, hvordan vi indsamler og bruger data i virksomheden, og det er samtidig blevet en katalysator for forretningen. Det er et komplekst arbejde – især med vores størrelse - men det er arbejdet værd.”

7 ud af 10 køb sker i dag online i virksomheden, og 8 ud af 10 kunder er online i forbindelse med kunderejsen.

Netværk

Starthjælp

Der blev nørdet igennem på mange af oplæggene, hvor tilhørerne til lyden af fancy forkortelser og detaljerede beskrivelser af It-systemer kom helt ned i maskinrummet hos nogle af de virksomheder, der er længst fremme. Der var dog også hjælp og inspiration til de virksomheder, der stadig er på det tidlige digitaliseringsstadie. Det var især tilfældet med oplægget Kom nemt i gang med din B2B webshop, hvor Anders Eiler fra Dandomain og Jens Peder Knudsen fra Cubit Medialine med udgangspunkt i flere cases gennemgik de 6 nødvendige elementer, der skal til for at starte en webshop, og forklarede, hvad det egentlig kræver at komme i gang.

Anders Eiler, DanDomain

Og skulle man være i tvivl, om man skal det – altså i gang, - skal man bare kigge på Dansk Erhvervs tal, der viser at 7 ud af 10 indkøbere foretrækker at handle online, og at de forventer at skrue yderligere op for de digitale indkøb:

"Hvis man ikke er med, eller kommer det lige om lidt, så er der stor risiko for, at man bliver hægtet af, lød det" fra Anders Eiler, der blandt andet gjorde lytterne klogere på fragtløsninger, integrationer og design af webshops. Han blev suppleret af Jens Peder Knudsen fra Cubit Medialine, der gav konkrete eksempler på løsninger, der er tilpasset de enkelte virksomheder:

”Det er forholdsvis nemt og billigt at komme i gang og man kan meget med standardløsningerne, og så kan man gå endnu længere med tilpasninger.”

En eventyrlig dag

Konferencen sluttede med netværk, lidt til ganen og en glad Niels Ralund:

”Nu er vi jo Odense, så jeg vil næsten sige, at det har været en eventyrlig dag med nogle stærke fortællinger fra oplægsholderne. Og så giver konferencen også associationer til eventyret om Den grimme Ælling. Det har været lidt en hård omgang at løbe i gang, men jeg synes virkelig, at det har været en god og inspirerende dag, og jeg hører da også fra flere deltagere, at de har fået inspiration og viden, der kan give dem luft under vingerne.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent