Gemt

Fremtidens e-handelstjerner er eftertragtede – her vil de arbejde

13. juni 2022

Ny undersøgelse blandt de studerende på landets e-handelsuddannelser er godt nyt for SMV’erne med e-handel – og en øjenåbner for de store uden digitalt salg.

Der er rift om medarbejderne med digitale evner, og kampen bliver formentlig kun intensiveret i fremtiden.

Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv og Cphbusiness foretaget blandt 139 e-handelsstuderende fra landets fem Erhvervsakademier med PBA e-handelsuddannelser, (Cphbusiness, EAAA, UCL, Dania og IBA).

Undersøgelsen viser, at hver fjerde studerende allerede har et job på hånden, mens 9 ud af 10 svarer, at de ikke er nervøse for at kunne finde et job efter studiet.

Det viser ifølge Carsten Rose Lundberg, fagchef for Digital Handel i Dansk Erhverv, to ting:

”For det første, at e-handelsuddannelserne formår at skabe nogle dygtige studerende, og for det andet, at der er stort behov for flere kompetente digitale hænder. Det er derfor indlysende, at der skal oprettes flere studiepladser.”

Just Kjærgård Pedersen, der er koordinator for e-handelsuddannelsen ved Cphbusiness, er ganske enig: ”Hos erhvervsakademierne oplever vi en stærk interesse fra e-handelsvirksomheder, der stiller op med cases og gæsteoplæg. Vores studerende mærker naturligvis også at der er bud om dem.”

Godt nyt for SMV’erne

Hvis man som SMV-virksomhed får svedige håndflader ved at tænke på, hvordan man skal konkurrere med de store virksomheder om arbejdskraften, er undersøgelsen godt nyt, forklarer Carsten Rose Lundberg:

”SMV’erne kan faktisk ånde lettet lidt op, for de unge vil helst arbejde i de små og mellemstore virksomheder. Man er selvfølgelig ikke garanteret et stabilt flow af nye medarbejdere, men man skal ikke frygte, at de store virksomheder bare plukker talenterne for snuden af de mindre.”

Der er dog den vigtige detalje, pointerer han, at de studerende allerhelst vil arbejde i virksomheder, der allerede har gang i e-handel – og helst i B2C-virksomheder.

”Så hvis du går og udskyder den digitale omstilling, fordi du satser på, at der kommer nogle friske unge mennesker og gør det for dig, så er undersøgelsen endnu en grund til at komme i gang.”

Just Kjærgård Pedersen uddyber med, at mange dimittender fra uddannelsen ofte bliver i det område, hvor de er uddannet.

”Noget af det smukke ved e-handel er, at man ikke behøver en dyr adresse midt i København for at lykkes med det. De studerende på erhvervsakademierne vil gerne gøre det godt, der hvor de bor i forvejen.”

Efterspørger udvikling

Hvis virksomhederne vil vinde kampen om de eftertragtede medarbejdere, skal de være klar til at give sparring og lade de nyansatte blive en del af en interessant udvikling – i hvert fald hvis man spørger de studerende:

”Vi kan se, at det betyder meget for de unge, at de kan udvikle sig og tage efteruddannelser. Så hvis man som virksomhed er i tvivl, om man er attraktiv nok, kan man kigge på det,” siger Carsten Rose Lundberg og tilføjer:

”Og så skal man også være klar, når de studerende skal finde praktikpladser – det giver en virkelig god mulighed for sikre sig en forlomme i kampen om arbejdskraften.”

Manglende viden bekymrer de studerende

Selvom de studerende ikke nervøse for at finde et job, så er 4 ud af 10 bekymrede for, om virksomhederne vil stille urealistiske krav til deres evner, fordi de ikke ved nok om uddannelserne.

Det er en reel bekymring, som kan løses ved at uddannelsesinstitutionerne bliver endnu bedre til at kommunikere, hvad deres studerende lærer, forklarer Carsten Rose Lundberg og uddyber:

”Men i takt med, at der bliver uddannet flere og flere, så bliver der forventelig også er større kendskab i virksomhederne.”

Just Kjærgård Pedersen fra Cphbusiness er ganske enig:

”Som en ny uddannelse, så tager det lidt tid at gøre sig positivt bemærket, men det skal nok komme. Fra august åbner uddannelsen også i Aalborg ved UCN, hvilket også hjælper. Generelt har e-handelsuddannelsen jo også placeret sig midt mellem teknisk kunnen og merkantile evner, hvilket skaber et godt udgangspunkt for en videre specialisering den ene eller anden vej."

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Fagchef for digital handel
Kommunikation

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent