Gemt

Opsigelse af gravid medarbejder kostede arbejdsgiver knap ni måneders løn

02. juni 2022

Det var i strid med ligebehandlingsloven at opsige en gravid medarbejder kort tid efter, at hun oplyste arbejdsgiveren om sin graviditet. Virksomheden blev dømt til at betale en godtgørelse på knap ni måneders løn til medarbejderen.

 

Det siger reglerne
Ifølge ligebehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke må opsige en medarbejder på grund af graviditet, barsel eller adoption. Ved en opsigelse, som finder sted under en medarbejders graviditet, gælder der en såkaldt omvendt bevisbyrde. Her er det arbejdsgiveren, som skal bevise, at opsigelsen ikke var helt eller delvist begrundet i graviditeten.

Sagen kort
En kvindelig medarbejder blev sygemeldt med influenzalignende symptomer den 23. marts 2020. Den 7. april 2020 fandt medarbejderen imidlertid ud af, at sygdommen var graviditetsbetinget. Medarbejderen oplyste arbejdsgiveren om graviditeten den 13. april 2020.

Den 22. april 2020 meddelte virksomheden, at man påtænkte at opsige den gravide medarbejder. Den påtænkte opsigelse var begrundet i driftsmæssige og økonomiske overvejelser som følge af, at covid-19 ville medføre et væsentligt fald i virksomhedens omsætning. Virksomheden opsagde herefter medarbejderen den 29. april 2020. Af opsigelsen fremgik det, at virksomheden måtte nedlægge medarbejderens stilling grundet økonomien.

Sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet
Medarbejderen indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, da hun mente, at opsigelsen var begrundet i hendes graviditet og derfor i strid med ligebehandlingsloven. Medarbejderen henviste blandt andet til en tidligere e-mail fra en af virksomhedens direktører fra den 1. april 2020, som gav udtryk for, at covid-19 ikke ville få negative konsekvenser for virksomheden.  

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet lagde betydelig vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem medarbejderens oplysning om sin graviditet til virksomheden og opsigelsestidspunktet. Derudover lagde nævnet vægt på virksomhedens situation på tidspunktet for opsigelsen, herunder at beslutningen blev truffet meget kort tid efter covid-19 nedlukningen.

På denne baggrund kan Ligebehandlingsnævnet frem til, at opsigelsen af den gravide medarbejder var i strid med ligebehandlingsloven, da virksomheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var helt eller delvist begrundet i graviditeten. Medarbejderen fik tilkendt en godtgørelse svarende til knap ni måneders løn.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser vigtigheden af, at en virksomhed nøje kan dokumentere og underbygge den begrundelse, der ligger bag en beslutning om at opsige en gravid medarbejder. Afgørelsen viser også, at en nær tidsmæssig sammenhæng mellem en medarbejders oplysning om sin graviditet og opsigelsestidspunktet som udgangspunkt vil blive tillagt væsentlig betydning ved vurderingen af, om arbejdsgiveren har løftet den omvendte bevisbyrde.

Dansk Erhverv anbefaler medlemmer at kontakte os for rådgivning forud for opsigelse af medarbejdere, der er gravide eller på barsel.