Gemt

EU fjerner anbefaling om brug af mundbind i fly og lufthavne

24. maj 2022

EASA og ECDC har opdateret deres anbefalinger til restriktioner i luftfarten, hvorfor der fra den 16. maj 2022 ikke længere er en anbefaling om brug af mundbind i lufthavne og fly.

 

I lyset af den seneste udvikling for COVID-19 herunder den stigende immunitet som følge af vaccineudrulningen samt den løbende fjernelse af restriktioner i en række europæiske lande, har EASA (det europæiske luftfartssikkerhedsagentur) og ECDC (det europæiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme) opdateret anbefalingerne til restriktionerne for luftfart. Fra den 16. maj 2022 vil det således ikke længere være en anbefaling, at passagerer skal bære mundbind i EU's lufthavne og ombord på flyet.

Der vil dog fortsat kunne være krav om brug af mundbind hos en række flyselskaber som for eksempel flyver til destinationer, hvor der fortsat er nationale mundbindskrav.

Endvidere opfordres særligt sårbare passagerer samt passagerer med symptomer til fortsat at bære mundbind, ligesom der stadig er en opfordring til at iagttage de generelle råd om håndhygiejne samt at holde en vis fysisk distance hvis muligt.

Branchedirektør hos Dansk Erhverv Transport Jesper Kronborg udtaler:

Det er glædeligt, at EU nu har besluttet at fjerne anbefalingerne om mundbind, både fordi vi dermed kommer tættere på en normalisering af luftfarten, men så sandelig også fordi det vidner om, at COVID-19 pandemien langt om længe er på retræte.

Du kan læse EASAs pressemeddelelse her.