Gemt

Kommentar: Detailsalget stiger på trods af historisk lav forbrugertillid

31. maj 2022

På trods af en historisk lav forbrugertillid er detailsalget alligevel steget med 1,7 pct. i april. Læs her Tore Stramers, cheføkonom i Dansk Erhverv, kommentar om udviklingen i detailbranchen og forventningerne til fremtiden. 

 

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med 1,7 pct. i april, når der korrigeres for prisudviklingen og de normale sæsonudsving. Det er en fornuftig stigning som man bestemt bør drage et lettelsens suk over. På trods af et historisk fald i forbrugertilliden og en forbrugsprisinflation, der ligger på det højeste niveau siden starten af 80’erne, så er der bestemt ikke tegn på at bunden er ved at gå ud af detailsalget.

Danskerne putter færre varer i indkøbskurven pga. den høje inflation
Målt i løbende priser er detailsalget dog faldet mere tydeligt over de seneste måneder. Det ser altså ud til, at danskerne bruger et stort set uændret antal kroner i detailbutikkerne, men at de til gengæld får færre varer i kurven som følge af den meget høje inflation. Det er en udvikling, der primært ses inden for salget af fødevarer og andre dagligvarer, hvor prisstigningerne har været særligt kraftige over de seneste måneder.  

Der er altså ingen tvivl om, at den meget høje inflation på særligt fødevarer og energi har påvirket danskernes indkøbsvaner mærkbart over de seneste måneder. Danskerne putter færre varer i indkøbskurven og går generelt efter de mere prisvenlige produkter i fx discountbutikkerne. 

Vi forventer ikke et nyt stort fald i forbruget – men usikkerheden er tiltaget
Ser vi fremad, så forventer vi et fortsat fald i detailsalget over de kommende måneder. Faldet sker dog fra et højt niveau og vil ikke markere indgangen til en ny forbrugskrise i dansk økonomi.  
Forbruget vil fortsat være understøttet af en høj beskæftigelse og den betydelige opsparing som mange husholdninger har opbygget under coronakrisen. Risikoen er dog utvetydigt, at privatforbruget bliver væsentligt svækket, hvis danskernes forbrugertillid bliver fastlåst i den nuværende choktilstand. 

Du kan altid holde dig opdateret med de nyeste tal for udviklingen i detailbranchen på Dansk Erhvervs detailbarometer

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil