Gemt

Dansk Erhverv glæder over et historisk nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik

06. marts 2022

Et bredt politisk flertal har netop præsenteret en aftale, der betyder en markant styrkelse af dansk forsvar, lige som det danske forsvarsforbehold skal til afstemning. Vi lever i usikre tider, og det er dybt nødvendigt at tage store skridt, hvis vi skal sikre fred og frihed, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Med krigen i Ukraine som bagtæppe har S, V, K, RV og SF indgået et nationalt kompromis. Der afsættes 3,5 milliarder årligt i 2022 og 2023 til at styrke forsvaret, diplomatiet, humanitære indsatser med videre. Partierne har desuden aftalt, at i det kommende forsvarsforlig vil det være en bunden opgave at sikre, at Danmarks forsvarsbudget løftes permanent til 2 procent inden udgangen af 2033.

”Det er en historisk aftale, vi her ser. Situationen i Ukraine er tragisk, men det er glædeligt, at Folketinget nu udviser hurtig og resolut handling i forhold til at styrke dansk forsvar og dermed vores alles sikkerhed. Det koster noget, hvis vi vil bevare vores frihed. Og der er intet alternativ til, at vi handler nu. Fra erhvervslivets side kan vi kun bifalde, at vi som samfund gør alt, hvad vi kan, for at sikre den fred og det demokrati, som vi alle nyder godt af. Og det gælder ikke kun i Danmark, men også i forhold til vores allierede og samarbejdspartnere. Sikkerhed og tryghed er grundlæggende forudsætninger vækst og velstand. Det er positivt, at den historiske forsvarsaftale gennemføres samtidig med, at der sikres finanspolitisk holdbarhed. Det bakker Dansk Erhverv op om. Samtidig anbefaler vi, at der snarest igangsættes nye forhandlinger om reformer, som kan frigøre endnu flere hænder på arbejdsmarkedet og øge aktiviteten i dansk økonomi,” siger Brian Mikkelsen.
Aftalepartierne vil blandt andet finde pengene til at øge forsvarsbudgettet ved at hæve grænsen for det strukturelle underskud.

”Det er vigtigt, at vi bruger midlerne på bedste måde. Bruger dem der, hvor vi kan gøre mest nytte inden for NATO-samarbejdet. Det kan for eksempel være inden for teknologisk forskning. Det kan være i forhold til områder så som cybersikkerhed, kunstig intelligens og kvanteteknologi. Her står Danmark stærkt, og hvis vi øger fokus her, så vil det gavne både dansk forsvar og vores bidrag til samarbejdet med vores alliancepartnere. Endelig må vi ikke i situationen glemme, at investeringerne i forsvaret kan, hvis vi gør det rigtigt, bidrage til den grønne omstilling,” siger Brian Mikkelsen.

Klogt med hurtigere udfasning af gas
Aftalen indebærer også en hurtigere udfasning af naturgas, således at Danmark fremover i mindre grad vil være afhængig af russisk gas.

”Vi er allerede godt i gang, men med den nye aftale bliver der sat ekstra turbo på at udfase naturgas og erstatte denne med energieffektivitet og vedværende energi. I det hele taget er det både i forhold til den generelle klimakamp og den aktuelle situation med krig i Ukraine af største vigtighed, at vi arbejder målrettet for at få udfaset brugen af gas. Her tænker jeg også på investeringer i grøn teknologi, som kan hjælpe ikke bare Danmark, men også Europa og resten af verden med at blive mere energieffektive og mindre afhængige af gas og fossile brændstoffer,” siger Brian Mikkelsen.

Endelig understreger Brian Mikkelsen at Dansk Erhverv anbefaler og bifalder, at forsvarsforbeholdet fjernes. Danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022.

Kontakt

For yderligere kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70228010