; ;
Gemt

Nyt om hydroxyantracenderivater (HAD) og monacoliner fra røde gærris

30. marts 2022

Et forbud mod hydroxyantracenderivater (HAD) trådte i kraft sidste år, og snart gælder mængebegrænsninger på monacoliner fra rød gær-ris. Ændringerne vil fremgå af bilag III til forordning om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer.

 

Bilag III til Europa-Parlamentets og Rådet Forordning (EF) Nr. 1925/2006 om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevare blev sidste forår opdateret med et forbud mod hydroxyantracenderivater (HAD). Indenfor de kommende måneder vil bilaget blive opdateret igen, da der indføres mængdebegrænsninger på monacoliner fra rød gær-ris.

Hydroxyantracenderivater (HAD)
I bilag III til forordning 1925/2006 blev HAD sidste år tilføjet i del A (forbudte stoffer) grundet genotoksiske og kræftfremkaldende egenskaber uden en nedre tolerabel indtagsgrænse. Desuden er visse præparater, der indeholder HAD blevet tilføjet til del C (stoffer, der er genstand for fællesskabsovervågning).

Det betyder, at man som virksomhed skal kunne redegøre for fravær af HAD i sine produkter.

Monacoliner fra rød gær-ris
Mængdebegrænsninger på monacoliner fra rød gær-ris forventes at træde i kraft indenfor de næste 2-3 måneder. Begrænsningerne vil ligeledes fremgå af bilag III til forordning 1925/2006, hvor der af del B (stoffer, hvis anvendelse er underlagt begrænsninger) vil fremgå en begrænsning på 3 mg monacoliner pr. dagligt indtag. Lavere doser vil blive tilføjet del C (stoffer, der er genstand for fællesskabsovervågning).

Der forventes ingen overgangsperiode, når begrænsningen træder i kraft. Virksomheder opfordres derfor til allerede nu at arbejde for, at en portion af deres produkt (typisk kosttilskud) indeholder under 3 mg monacoliner fra rød gær-ris pr. dagligt indtag.

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer