Gemt

De danske feriehuse rider på en bølge af succes

23. november 2022

2022 bliver endnu et rekordår for feriehusbranchen. De udenlandske gæster er vendt massivt tilbage til de danske feriehuse ovenpå corona, og danskernes kærlighed til feriehusophold er øget under coronakrisen. Til og med oktober var der 21,9 mio. feriehusovernatninger, en vækst på 2,6 mio. eller 13 pct. ift.  samme periode i 2019 før COVID-19, viser de nye tal fra Danmarks Statistik.

Til og med oktober er antallet af udenlandske feriehusovernatninger 10 pct. højere end i samme periode i 2019, mens fremgangen er 22 pct. for de danske gæsters overnatninger.

”Tyskerne har gjort et stort comeback i feriehusene i år. Vi kan også glæde os over, at flere danskere end før corona vælger feriehuset til på alle tider af året. De nære ferier, hvor man ikke skal så langt hjemmefra, er virkelig kommet i høj kurs. Det sparer tid og dyr benzin at rejse kort, og så gavner det også klimaet,” siger Pia Loft, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.

 

En øget grøn omstilling af feriehusbranchen vil yderligere sætte skub i efterspørgslen, lyder det fra brancheforeningen.

”Både danske og udenlandske gæster går op i, at de på deres ferie bor i et hus, som er energioptimeret. Vi håber at flere danske feriehusejere vil investere i at gøre deres feriehus grønnere. Men det er op ad bakke i økonomisk usikre tider. Derfor er der brug for et energiforbedringsfradrag, så vi undgår at den grønne omstilling går i stå.”


For tidligt at spå om 2023
Det er endnu for tidligt at sige, i hvilken grad fremgangen for feriehusene vil fortsætte i 2023. De foreløbige bookinger for 2023 skal tolkes med stor varsomhed, vurderer Pia Loft.

”Kombinationen af høj inflation og højere leveomkostninger gør alting meget usikkert også for bookingtallene for feriehusene. Dertil kommer tendensen til, at flere gæster er begyndt at booke kortere tid før afrejse. Vi mangler fortsat mange huse til udlejning, og forhåbentlig vil flere danskere se positivt på udlejning, så feriehuset kan bidrage til husholdningskassen frem for at stå tomt.”

I Dansk Erhverv giver den kommende recessionsperiode også panderynker, særligt når det gælder de udenlandske feriehusgæster. 

”Tyskerne er de suverænt vigtigste udenlandske gæster for feriehusbranchen. Den økonomiske udvikling i Tyskland bliver altafgørende for, om medvinden i feriehusbranchen fortsætter. Faren er, at tyskerne bliver hjemme, hvor fødevarer og oplevelser er billigere pga. lavere moms og afgifter. Vi ville kunne appellere mere til de mange miljøklimabevidste tyskere, hvis flere feriehuse blev energioptimeret, ” siger Lars Ramme Nielsen, markedschef for Turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil