Gemt

Netbutikkerne er nervøse før årets højsæson

08. november 2022

Mange netbutikker frygter, at det vigtige 4. kvartal med Black Friday og julesalget vil blive præget af tilbageholdende forbrugere. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv. 

Højsæsonen står for døren i dansk e-handel, men mange netbutikker er nervøse for, hvad der venter bag døren. 

I en ny medlemsundersøgelse vurderer mere end 4 ud af 10 virksomheder, at omsætningen i 4. kvartal bliver lavere end samme periode sidste år. Knap hver fjerde har positive forventninger, mens hver tredje forventer, at omsætningen rammer samme niveau. De mindst negative er dem, der kun har e-handel.

  

Det er første gang, siden Dansk Erhverv lancerede E-handelsbarometeret i 2019, at der er så mange med negative forventninger. Det er iøjnefaldende, men det skal ses i den rette kontekst, siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv. 

”Samme periode sidste år var der corona-restriktioner og feriepenge-udbetalinger. Nu er forbrugertilliden i bund, renterne går op og det samme gør den generelle makroøkonomiske usikkerhed. Det kan man også mærke hos netbutikkerne, og derfor er det naturligt, at de er lidt nervøse for højsæsonen.” 

Det viser sig også, når virksomhederne bliver spurgt direkte til Black Friday. 3 ud af 4 butikker forventer at salget bliver det samme eller mindre end sidste år, mens kun hver 6. forventer et større salg. 

”Jeg vil dog sige, at hvis vi kan ramme niveauet for Black Week 2021, så er det omstændighederne taget i betragtning flot, for der var situationen helt anderledes. Udfordringen for netbutikkerne er så, at deres udgifter er steget markant.” 

Opbremsning 

Nervøsiteten blandt netbutikkerne hænger formentlig også sammen med, at højsæsonen falder lige efter et 3. kvartal, der bød på vigende salg hos mange netbutikker. 36 procent af virksomhederne forventede i 2. kvartal, at de i 3. kvartal ville få et lavere salg sammenlignet med samme periode sidste år. I den nye undersøgelse svarer 41 procent, at de oplevede tilgang i salget. Det gik altså kort fortalt værre end forventet i 3. kvartal: 

”Vi skal igen huske sammenligningsgrundlaget, men tendensen er ret klar: Der er sket en opbremsning, og det smitter af på humøret og forventningerne op til Black Friday og julesalget,” forklarer Niels Ralund. 

Lunt vejr = godt salg? 

Dansk Erhvervs e-handelsdirektør forstår godt, at butikkerne er ekstra spændte på det vigtige 4. kvartal, men han håber og tror, at de bliver positivt overraskede: 

”Jeg tror ikke, at vi pludselig ser forbrugerne gå amok, men det lune vejr og de lavere energiregninger har måske givet lidt mere luft i manges privatøkonomi. Kombineret med de mange gode tilbud i perioden kan det forhåbentligt give et boost til netbutikkerne. Det bliver i alle tilfælde interessant at følge.” 

 

Se flere tal fra virksomhederne - hent E-handelsbaromteret for 3. kvartal 2022

E-handelsbarometer 2022 Q3: Extra fokus: Black Friday & Singles Day

pdf

Download

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent