Gemt

Dansk Tandsundhed: Der skal uddannes flere tandlæger

28. september 2022

Der er behov for flere tandlæger og tandplejere i yderområderne. Det mener Jens Mondrup, formand for brancheforeningen Dansk Tandsundhed, som opfordrer politikerne til at øge optaget på tandlægeuddannelserne.

Jens Mondrup.png

Lige fra Nakskov i syd til Sæby i nord er der i løbet af de seneste år sket en udvikling, der kan mærkes i munden.

Flere og flere tandlægekæder har åbnet klinikker overalt i landet, så det nu er hver tredje voksne dansker, der møder op på en tandlægekæde, når de skal have tjekket eller ordnet deres tænder.

Det er ifølge formand for brancheforeningen Dansk Tandsundhed, Jens Mondrup, en særdeles positiv udvikling, da tandlægekæderne blandt andet kan være med til at sikre folk med bopæl uden for de tre største byer adgang til behandlinger af høj kvalitet.

”Hvis du skal ud at køre 50 kilometer, hver gang du skal til tandlæge, så får du sandsynligvis ikke lavet et eftersyn en gang om året, som du skal,” siger Jens Mondrup og fortsætter:

”Tilgængelighed er vigtig. Hvis tilgængeligheden ikke er der, falder tandsundheden.”

Fokus på rekruttering

Selvom voksne danskeres tandsundhed generelt er forbedret i løbet af de seneste 30 år, er der stadig store udfordringer for tandlægebranchen.

En af de helt store udfordringer er ifølge Jens Mondrup, at der bliver uddannet for få tandlæger og tandplejere i dag. Derfor arbejder Dansk Tandsundhed på at få politikerne til at øge optaget på uddannelserne.

”Problemet er især stort i yderområderne, hvor det er svært at tiltrække behandlere,” siger Jens Mondrup.

Men én ting er, at der skal uddannes flere helt overordnet – noget andet er, at de færdiguddannede tandlæger i dag ikke har ret meget praktisk erfaring.  Derfor mener Dansk Tandsundhed, at der er behov for en ordning, hvor de studerende kommer ud på klinikerne i løbet af deres uddannelse.

”De får mere praktisk erfaring, så de hurtigt kan begynde at præstere noget, når de kommer ud efter skolen. Derudover tror vi, at når vi har dem i praktik i Ringkøbing eller Tønder, eller hvor det måtte være, så bliver mange af dem glade for at være der, og dermed får de lyst til at vende tilbage til den klinik og blive fastansat.”

”Så det er også med til at forhindre den udsultning, der lidt er af tandlægebranchen i yderområderne.”

Et konkret eksempel på det var, da en kvindelig tandlæge i start 30’erne for nylig flyttede til fra Østerbro i København til Ribe for at arbejde på en tandlægeklinik.

”Noget af det, der i høj grad var medvirkende til, at hun tog skridtet og hoppede ud i det, var, at hun opdagede, at hun kom til at arbejde på en af Danmarks mest moderne tandlægeklinikker i Ribe og dermed få de faglige udfordringer, hun gerne ville have. Og så samtidig betale en husleje, der var en væsentligt billigere af, hvad den var på Østerbro.”

Bedre vilkår for kæder

Dansk Tandsundheds formål er først og fremmest at sætte fokus på danskernes tandsundhed og skabe bedre betingelser og rammevilkår for hele branchen.

Blandt andet derfor arbejder foreningen på at give voksne danskere ret til et gratis årligt tandlægetjek.

”Vi tror, der er noget musik i, at vi får noget gratis forebyggende behandling, som der er på andre sundhedsområder. Det koster ikke penge at gå til lægen og få et tjek, men det koster penge at få tjekket din tandhygiejne. Det er problematisk, for det giver flere sygdomme efterfølgende,” siger Jens Mondrup.

Derudover vil Dansk Tandsundhed gøre det lettere at drive tandlægekæder, som har en række fordele i forhold til små tandlægeklinikker. For eksempel når det gælder indkøb, administration eller faglig sparring.

”En af årsagerne til, at tandlægekæder vokser i dag, er, at du som tandlæge har taget en lang uddannelse. Hvis du er hurtig, kan du gøre det på seks år, men mange bruger længere tid på det,” siger Jens Mondrup.

Når mange af de færdiguddannede bagefter åbner egen klinik, oplever de, at store dele af arbejdsdagen slet ikke er relateret til tænderne. 

”Det er administration, regler og tilskudsordninger, og kontrol og indkøb og medarbejder og mus-samtaler og jeg ved ikke hvad,” siger Jens Mondrup og fortsætter:

”Først og fremmest er det ikke tilfredsstillende for tandlægen, for de har valgt at uddanne sig som tandlæger og ikke kontorassistenter, for det andet så er det også skidt for samfundet, fordi vi betaler en dyr uddannelse, som de ikke får udnyttet i høj grad nok. Fordi de er belastet af administration.”

Derfor håber han, at både politikere og tandlæger i endnu højere grad vil få øjnene op for mulighederne i tandlægekæderne, som samtidig kan løfte opgaven med at tage praktikanter fra uddannelserne og sikre efteruddannelse for de fastansatte.

”Tandlægekæderne er vokset de seneste år, og vi fornemmede ikke, at vi havde en stemme. Derfor håber vi, at Dansk Tandsundhed kan være med til at rykke debatten, blandt andet på uddannelsesområdet. Vi gør i hvert fald vores.”

Fakta om Dansk Tandsundhed

Brancheforeningen Dansk Tandsundhed blev stiftet i november 2021 og er medlem af Dansk Erhverv

Foreningens har til formål at forbedre danskernes tandsundhed og samtidig styrke rammevilkårene for tandlægebranchen i almindelighed og tandlægekæder i særdeleshed 

Formand for Dansk Tandsundhed er Jens Mondrup, CEO for Colosseum Tandlægerne A/S

Medlemmerne af Dansk Tandsundhed tæller i dag Godt Smil, Tandlægen.dk, Colosseum og Oris

Dansk Tandsundhed repræsenterer dermed omkring 124 klinikker og cirka 2000 ansatte

Kontakt

Sundhed og Life Science

Mads Ravndrup Thomsen

Chefkonsulent