; ;
Gemt

Helle Thorning-Schmidt: Derfor er det klogt med diversitet i toppen af erhvervslivet

09. september 2022

Danske virksomheder halter efter både nordiske naboer og EU, når det kommer til diversitet og ligestilling på topposter. Det var budskabet fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt på Dansk Erhvervs Årsdag, hvor hun opfordrede virksomhederne til at tage handling nu – for deres egen skyld.


Der er længere mellem kvinderne i toppen af dansk erhvervsliv, end der er i både Sverige og i EU.

I Danmark udgør kvinder således kun 29 procent af ledelserne, mens andelen i Sverige og EU, er henholdsvis 43 og 35 procent.

Det fortalte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt på Dansk Erhvervs Årsdag, hvor hun samtidig opfordrede virksomhederne til at gribe til handling, hvis man vil undgå lovgivning på området.

”Vi sakker bagud. Ikke bare i forhold til andre europæiske lande, men hvad der måske er mere pinligt, andre nordiske lande, og jeg synes, vi trænger til en diskussion i Danmark om, hvordan det egentlig kan være,” sagde hun.

Inklusion kræver fokus

Selv pegede Helle Thorning-Schmidt på, at danske virksomheder i modsætning til blandt andre de amerikanske, hun selv arbejder med, slet ikke i samme grad har fokus på diversitet, inklusion og ligestilling i bestyrelserne og ledelseslagene.

”Det, der går galt for virksomheden, når det går rigtig galt, er jo, at de bliver fanget i mange onde tilfælde af gruppetænkning. Altså hvor de siger det samme og ligner hinanden og tænker det samme og er de samme mennesker. Og det betyder rent faktisk, at man kommer til at tage dårligere beslutninger, end hvis man havde mere diversitet,” sagde hun.

Fordel for virksomhederne

Særligt i en tid, hvor mange virksomheder efterspørger arbejdskraft, kan det være en fordel at have aktivt fokus på diversitet for at få det fulde udbytte af arbejdskraftreserve, mener Helle Thorning-Schmidt.

”Så det handler om, at mennesker med indvandrerbaggrund, kvinder og mennesker med et handicap for eksempel skal have plads på danske virksomheder, for det er sådan, vi bruger vores økonomiske potentiale og bliver bedre.”

Samtidig kan det vise sig at være en fordel for virksomhederne at få mere diversitet i bestyrelserne og ledelserne – det er ikke kun sjovere, understreger Helle Thorning-Schmidt: 

”De bliver endnu bedre, når de har diversitet. Det viser tallene også. Der er faktisk folk, der har målt på det. De bliver endnu bedre, når de har diversitet. Derfor skal de arbejde på det og blive bedre.”