Women’s Board Award 2026 hyldede tre markante erhvervsprofiler - se vinderen her
Tre stærke kvindelige erhvervsprofiler var nomineret, da Dansk Erhverv var vært på Women’s Board Award 2026. Margrethe Vestager var dagens hovedtaler, og AI, diversitet og kompetencer i fremtidens bestyrelser var på dagsordenen. Se prisvinderen og få dagens vigtigste budskaber.
Flere talenter skal i spil, når virksomheder sammensætter fremtidens bestyrelser. Det var et centralt budskab, da Dansk Erhverv var vært for Women’s Board Award 2026 den 25. september.
Og det er lige netop det, der er formålet med Women’s Board Award. Eventet fremhæver stærke kvindelige erhvervsprofiler og synliggør flere kandidater til de øverste poster i dansk erhvervsliv.
I år var der tre nominerede kandidater, og det blev Christina Grumstrup Sørensen, Senior Partner og Founder i Copenhagen Infrastrukture Partners, der løb med årets bestyrelsespris.
“Christina Grumstrup Sørensen repræsenterer en markant kombination af forretningsmæssig tyngde, strategisk udsyn, bestyrelseserfaring og et stærkt potentiale til at påtage sig endnu større ansvar i fremtidens bestyrelseslokaler.” lød det blandt andet fra juryen.
Direktør i Dansk Erhverv, Pernille Knudsen, er som partnerrepræsentant med i juryen til Women’s Board Award og gav en velkomsttale til eventet.
Fremtidens bestyrelser
Women's Board Award er ikke kun en årlig prisuddeling. Det er også et forum for dialog om fremtidens ledelse, sammensætningen af bestyrelser og de kompetencer og teknologier, virksomheder har brug for til at skabe langsigtet værdi.
Derfor satte årets Women’s Board Award blandt andet fokus på AI og de nye krav, som teknologien stiller til virksomhedernes bestyrelser.
Et centralt spørgsmål var: Hvordan sikrer vi, at et stigende fokus på AI ikke gør jagten på fremtidens bestyrelsesprofiler smallere?
Virksomheder skal ikke automatisk lede efter de samme profiler i de samme netværk. De skal tværtimod bruge AI til at se bredere på de kompetencer, fremtidens bestyrelser har brug for.
Sådan lød det på scenen fra Margrethe Vestager, bestyrelsesformand for Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og tidligere konkurrencekommissær og ledende næstformand i Europa-Kommissionen, der var dagens hovedtaler.
Når vi aktivt giver plads til forskellige perspektiver, får vi adgang til en bredere talentmasse, og samtidig styrker vi vores innovationskraft. Det gælder på alle niveauer, særligt i virksomheders ledelse, fastslog hun.
Samtalen fortsatte i en paneldebat med Margrethe Vestager, Jan C. Olsen, Tim Frank Andersen og Mette Louise Kaagaard. Panelet diskuterede, om danske bestyrelser er klædt godt nok på til AI, og hvordan de kan tage ansvar for den udvikling, som teknologien skaber.
En central pointe var, at AI ikke kun hører til i IT-afdelingen. Det er også en strategisk opgave for ledelsen og bestyrelsen.
Stort tillykke til årets prismodtager
Women’s Board Award har fundet sted siden 2014 og fremhæver hvert år stærke kvindelige profiler med formålet at bringe flere i spil til fremtidens bestyrelser.
I år hyldede Women’s Board Award og partnerne EY, DTU og Odgers årets vinder, Christina Grumstrup Sørensen, Senior Partner og Founder i Copenhagen Infrastructure Partners, og de nominerede, Astrid Simonsen Joos, Group CEO i Glamox og Mette Maix, professionelt bestyrelsesmedlem. Stort tillykke til årets prismodtager – og tak for en dag, som sætter fokus på de kompetencer og den diversitet, fremtidens bestyrelser har brug for.
|
Hvad er Women’s Board Award? Formålet bag Women’s Board Award er at synliggøre stærke kvindelige bestyrelsesprofiler med potentialet til at indtage de øverste poster. Samtidig sætter prisen og eventet fokus på, hvordan diversitet kan styrke værdiskabelsen i bestyrelser og inspirere virksomheder til at arbejde aktivt med diversitet. Susanne Hoeck står bag Women's Board Award, som har fundet sted siden 2014. |
Læs mere
Kønsdiversitet
Diversitet og inklusion handler om at skabe mangfoldige og inkluderende arbejdspladser, så virksomheder kan tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere. Her finder du viden, inspiration og værktøjer, der kan understøtte kønsdiversiteten i din virksomhed.
Kontakt