; ;
Gemt

Sommerferie i udlandet hitter igen blandt danskerne

Sommeren er ved at gå på hæld, og danskerne kan se tilbage på en sommer, der i modsætning til de to foregående somre i coronaens tegn har været meget mere normal. Danskernes rejseadfærd i sommerferien har normaliseret sig efter coronakrisen, viser ny befolkningsundersøgelse foretaget af Norstat for Dansk Erhverv.

08. september 2022

36 pct. af danskerne, svarende til 2,1 mio. danskere, holdt sommerferie i udlandet i år mod kun 1,1 mio. danskere i 2021, viser en ny undersøgelse. Antallet af danskere, der holdt sommerferie i udlandet, er nu på niveau med før COVID-19.

Tallene vækker glæde hos Dansk Erhverv, der repræsenterer virksomhederne i rejsebranchen.

”Danskernes ferieadfærd denne sommer viser, at rejser er en kæmpe drivkraft for os som mennesker. At komme udenlands, få nye indtryk og oplevelse og sol på maven, det er ægte livskvalitet for rigtig mange mennesker” fortæller Lasse Fridberg Bilstrup, chefkonsulent i Dansk Erhverv

Sommerens flytrafik i modvind
Sommeren i år har dog også budt på en række benspænd for udlandsrejserne. Flykapaciteten i Europa er endnu ikke normaliseret efter COVID-19, og der har også været mange flyaflysninger på grund af manglende bemanding i forbindelse med blandt andet sygdom og strejker. Især den 14 dage lange SAS-strejke påvirkede mange danskere, men det kan umiddelbart ikke ses i tallene, vurderer Dansk Erhverv.

”Danskerne vendte i stor stil tilbage til deres foretrukne rejsedestinationer i år, især i Sydeuropa. Vi ser en stor opsparet rejselyst og udlængsel, en lyst der forhåbentlig kun bliver større til næste år”, siger Lasse Fridberg Bilstrup

57 pct.af de danskere, der holdt sommerferie i udlandet, holdt ferien i Sydeuropa, hvilket svarer til ca. 1,2 mio. danskere.

Coronakrisen har øget kærligheden til Danmark
72 pct. af danskerne holdt en del af deres sommerferie i Danmark i år.  Det svarer ca. til 4,3 mio.  danskere. Det er på niveau med 2019. Under COVID-19 blev flere danskere i Danmark i sommerferien, og meget tyder på, at det har skabt en øget interesse for at tage på flere ferieophold i Danmark.

I juli i år var der 5 pct. flere overnatninger end i 2021 på de danske overnatningssteder, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Samtidig er antallet af turisternes overnatninger 3 pct. højere end før COVID-19. Tallene for august kendes endnu ikke, men det tegner til at sommeren vil overgå sommeren før COVID-19. Hos Feriehusudlejernes Brancheforening er antallet af danskernes feriehusovernatninger i juli i år steget med 12 pct., sammenlignet med juli i 2019.

”Udlejningen af feriehuse nyder godt af danskernes lyst til at komme væk hjemme fra og prioritere tid med familie og venner. For resten af året er antallet af danske bookinger 19 pct. højere end på tilsvarende tidspunkt i 2019. Så interessen er helt klart blevet gavnet af coronakrisen”, fortæller Pia Loft, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Pia Loft vurderer også at en del af den øgede efterspørgsel skyldes en stigende interesse for mere miljøvenlige rejser,

”Både danske og udenlandske gæster går op i, at de på deres ferie bor i et hus, som er energioptimeret, hvor der energirigtige vinduer, varmepumpe, moderne toiletter, bad og hvidevarer. De stigende energipriser, som vi oplever for tiden, vil bidrage til at accelerere efterspørgslen på feriehuse, som har et lavt eller grønt forbrug af energi”.

Danskernes sommerferie 2022

pdf

Download